Det Skjulte Orakel af Rick Riordan

Hvordan straffer man en udødelig? Ved at gøre ham til et menneske. Efter at have vakt sin far Zeus' vrede bliver guden Apollo bortvist fra Olympen. Svag og desorienteret lander han i New York som en almindelig teenagedreng. Uden sine guddommelige kræfter må den 4000 år gamle gud lære at overleve i nutidens verden, indtil han kan finde en måde at formilde sin far, så han igen kan blive en gud. Men Apollo har mange fjender - guder, uhyrer og dødelige, som hjertens gerne vil se den tidligere olymper knust for altid. Apollo får brug for hjælp, og han kan komme på ét sted at søge hen ... til en samling halvguder, der er samlet under navnet Camp Half-Blood.

Så gjorde Riordan det lige igen. Han skriver skønne actionprægede eventyrhistorier der blander det moderne med oldtidens myter og mytologier. Denne gang sprænger han rammen ved, at det ikke er en tilfældig dreng, der opdager, han har særlige kræfter - denne gang er det selveste guden Apollo, der er blevet kastet ned fra Olympus af Zeus og nu skal (i meget klassisk stil) vise sig værdig til at genoptage sin plads som gud for blandt andet sol, musik, helbred og ikke mindst - orakler.

Bogen er første i en ny serie, men den skal helt sikker først læses, når man har læst de to foregående serier om Halvblodslejren (Percy Jackson og Olymperne 1-5 (græsk mytologi) samt Olympens Helte 1-5 (græsk + romersk mytologi)). Den anden nye serie, der netop nu også er aktiv på det danske marked er bøgerne om Magnus (nordisk mytologi) - hans historie trækker også et par tråde over til et par karakterer fra de foregående serier, men virker stadig til at fungere selvstændigt.

I typisk Riordan stil er bogen fortalt af en jeg-fortæller, og vi får et inderligt indblik i en guds prøvelser, da han fanges i den totalt almindelige krop af en bebumset småtyk teenagedreng. Apollon er mildest talt ikke tilfreds med situationen. Hans arrogante statements, Riordans sarkasme og humor - det hele er en skøn blanding, og jeg er vild med det.

Selve historien er ret standard; der er lige et par faser af benægt, vrede, sorg og accept, og så ellers fart over feltet, mens de i første omgang bare forsøger at overleve turen til Halvblodslejren i selskab med Percy, og efter meldt ankomst skal de jo så til at i gang med at finde ud af hvad dælen der lige foregår. Lejren er nemlig i krise. Ikke nok med at adskillige unge mennesker er forsvundet - oraklet er stille. Og uden et orakel, ingen missioner. Ingen missioner, ingen heltegerninger, og absolut ingen løsninger på store drabelige problemer. Jeg er helt vild med Apollon (jeg skulle dog lige vende mig til ham), og jeg elsker unge Meg. Jeg er så spændt på hvad hendes videre rolle bliver i det hele. Der er overordnet lagt op til noget virkelig stort, og jeg håber sådan, det betyder, vi får alle de store helte at se igen nu :)

Helt klart en bog, der skal læses, hvis man kunne lide de andre!


DET SKJULTE ORAKEL
Apollons prøvelser #1
af Rick Riordan
Oplæser: Jakob Svarre Juhl
ISBN13: 9788711721773
Lydbog, 9t 42m / Udgivet den 1. december 2016
Original titel: The Hidden Oracle [2016]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

Kommentarer

Lån løs på eReolen