Hende du forlod af Jojo Moyes

Året er 1916. Landet er Frankrig. Sophie sætter alt på spil for at blive genforenet med sin elskede mand Édouard, og det kommer til at ende skæbnesvangert. Hundrede år senere finder Liv et portræt frem af Sophie, som hendes elskede mand David har givet hende. Billedet kommer til at få stor betydning - ikke kun for Liv, men også for andre.


Hende du forlod er en rigtig god bog og solidt skrevet, men den rørte mig ikke helt så meget som Mig før dig og En plus en.

Ligesom i Det sidste brev fra din elsker, har vi en tidslinje, der hopper imellem en nutidskvinde og en fortids. 2006 og 1916. Man er i den første solide del af bogen hos Sophie i Frankrig under første verdenskrig, og ligesom det bliver allermest skræmmende, og man umuligt kan slippe det - så skifter bogen spor, og man er hos Liv i London i moderne tid. Jeg skulle lige vænne mig til dette sceneskift, men ret hurtigt var jeg lige så opslugt af Livs historie. Efterfølgende skifter man lidt i mellem de to, og jeg syntes nok Livs historie i sidste ende er stærkest. Sophies starter virkelig hårdt ud, men taber lidt pusten og bliver til sidst næsten lidt bare en anekdote, men det er der jo alligevel en grund til (og hvorfor siger jeg ikke her ;). Livs historie derimod ramte rent ind hos mig. Hun havde alt og så mistede hun det og sammen med det forsvandt hendes håb om en happy ending. Men gjorde den nu også det? Hendes historie er så rørende og fin, og jeg blev selv ret forelsket. Hendes liv er på ingen måde en dans på roser og jeg satte pris på en mere realistisk skildring af hvordan livet bare ikke altid arter sig, som vi kunne have ønsket.

Kort sagt, så er det en ganske god bog og absolut værd at læse - men den er ikke helt på højde med visse andre af Moyes' bøger.


P.S.
Jeg brokkede mig over den, da jeg læste den, fordi jeg ikke før læsningen var klar over, at den bare var en lille appetizer til den næste store roman. I dag forstår jeg så ikke, hvorfor man overhovedet har valgt at udgive Honeymoon i Paris - og specielt ikke som en prequel. Det er en sød lille bog, men den hænger ikke sammen med Hende du forlod. I sidstnævnte får vi at vide, at de bliver gift i 1998, og at han køber maleriet i Barcelona på deres bryllupsrejse. I Honeymoon kigger de på maleriet på Louvre - på deres bryllupsrejse i 2002 lige efter at være blevet gift. Det hænger ikke sammen og kan ikke hænge sammen, og det irriterer mig. Historien er stadigt sød og opbygger personerne flot, men det kunne lige så nemt være blevet gjort i Hende du forlod i stedet.

HENDE DU FORLOD
af Jojo Moyes
ISBN13: 9780718157845
529 sider / Udgivet på dansk den 13. februar 2015
Original titel: The Girl You Left Behind [2012]

Review by Iben Jakobsen, BoB, 2015

Kommentarer

  1. Jeg blev heller ikke nær så blæst af denne som jeg gjorde af Me Before You, men jeg var også næsten lige så opslugt og rørt af bogen som du giver udtryk for.
    Jeg syntes de to historier komplementerede hinanden så fint. :)

    SvarSlet
  2. Det med sammenhængen mellem Honeymoon i Paris og Hende du forlod studsede jeg også meget over! Jeg kunne simpelthen ikke få det til at hænge sammen, og det var egentlig p**** irriterende.

    SvarSlet

Send en kommentar

Lån løs på eReolen