Fortid er alt jeg har af Adam Silvera

[ Bogen et anmeldereksemplar fra forlaget. ]

Da Griffins første store kærlighed og ekskæreste, Theo, drukner ved en ulykke, falder Griffins verden sammen. Selvom Theo var taget af sted på college og blevet kæreste med Jackson, var Griffin ikke i tvivl om, at han på et tidspunkt ville komme tilbage til ham.
Oven i det hele er Jackson den eneste, der forstår Griffins hjertesorg. Men uanset hvor meget de taler sammen og åbner sig for hinanden, bliver Griffin mere og mere deprimeret. Han er ved at miste sig selv til sine tvangstanker og destruktive valg. Og de hemmeligheder, som han har gået og gemt på, er ved at flå ham i stykker.
Hvis Griffin skal have håb om en fremtid, må han først konfrontere sin fortid.
Jeg har tidligere læst Den dag jeg glemmer, som jeg var meget betaget af, og jeg havde derfor også store forventninger til denne bog af Silvera. Fortid er alt jeg har beskrives af forlaget som en heftig fortælling om kærlighed, sorg, psykisk sygdom og de rystende konsekvenser, det kan have, hvis man ikke formår at gøre op med fortiden - og det er såmænd også helt rigtigt (surprise). Men den fangede mig slet ikke som Ddjg gjorde.

Vi følger Griffin skiftevis i nutiden og fortiden og får et meget indlevende billede af, hvem han er, og hvad Jackson betød for ham, men jeg følte mig ikke nær så knyttet til nogen af drengene, som jeg havde forventet. Det handler nok i sidste ende om at ingen af dem er noget helt vildt specielt - de er bare ganske almindelige unge mænd med hver deres personlighed og særpræg, der har en frygtelig masse følelser for hinanden. Det er jo egentlig også dejligt forfriskende med personer i en ungdomsbog, der hverken er superhelte, overnaturlige eller på andre måder noget vildt populært, men som "bare" eksisterer. Men jeg tror der var flere gange end ikke, hvor jeg bare havde lyst til at ryste på hovedet af Griffin og hans handlinger og quirks.

Noget Silvera får - og skal ha' - ros for, er naturligvis hans portrættering af homoseksuelle unge mænd i ganske traditionel ungdomslitteratur. Det er igen det der med, at YA genren er blevet en af de herligt åbne og favnende genre, der ikke er bange for at repræsentere -alle-. Det betyder meget at enhver efterhånden kan åbne en bog og genkende sig selv i den. Så selvom Fortid er alt jeg har aldrig bliver min favorit, så hurra for Silvera for at skrive den og vise hvordan kærlighed, sorg og psykisk sygdom også kan se ud.


FORTID ER ALT JEG HAR
af Adam Silvera
ISBN13: 9788702246599
345 sider / Udgivet den 15. juni 2017
Original titel: History Is All You Left Me [2017]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

Kommentarer

Lån løs på eReolen