Saxo Haussmann serien af Claus Lund Rosenkilde


[ Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forfatteren. ]

Den Usynlige Bog - i anledningen af en ny udstilling om sjældne bøger på det Kongelige Bibliotek inviteres en håndfuld eksklusive gæster til middag i den gamle kælder - heriblandt Saxo Haussmann, der står bag udstillingen. 13 gæster deltager, men da en orkan kapper strømmen er de fanget under jorden - og da de får lys igen, ligger én gæst død. Men hvem er morderen?

Guds Øje - På Nationalmuseet findes en etnografisk forsker død og nøgen i den afrikanske udstilling og direktøren indkalder Saxo og Mercedes som specialkonsulenter, så politiet ikke overser vigtige men næsten overnaturlige detaljer. Sagen viser sig at trække spor tilbage til Afrikas mørke hjerte og en sagnomspundet værdifuld sten - men kan makkerparet finde til bunds i sagen før endnu flere af museets medarbejder eller de selv kommer i fare?

I begge bøger følger vi Saxo Haussmann, der i første bog arbejder som forskningsbibliotekar på det Kongelige Bibliotek og sidenhen går freelance som antikvarboghandler. Han danner i begge bøger team med Mercedes (kendis krimiforfatter/baronesse) og opklarer mord og mysterier.

Første bog i serien, Den Usynlige Bog, er en velfungerende kortfattet whodunnit krimi i ægte "Mordet på Orientekspressen"-stil med en håndfuld mennesker der er indespærret sammen og hvor enhver kan være morderen. Bogen er ikke uden fejl, men den er underholdende og letlæselig.

Anden bog i serien, Guds Øje, kan jeg desværre ikke sige det samme om. Whodunnit er skiftet ud med en form for krimi/detektivroman, og det er rodet, langtrukkent og sejler rundt i de mest ligegyldige detaljer, der har intet med sagen at gøre. Det bliver for søgt og for belejligt. Det er ærgerligt, da selve essensen af plottet er interessant, men bogen krævede enhver form for vilje, jeg kunne fremmane for overhovedet at læse den færdig.

Første bog kan jeg altså fint anbefale til stille og rolig læsning, især hvis man skal have et lille afbræk fra de mere seriøse krimier, men anden bog ... nej, den anbefaler jeg desværre ikke.


DEN USYNLIGE BOG
Fra Saxo Haussmanns sagsarkiv #1
af Claus Lund Rosenkilde
ISBN13: 9788793544222
178 sider / Udgivet den 28. september 2017

GUDS ØJE
Fra Saxo Haussmanns sagsarkiv #2
af Claus Lund Rosenkilde
ISBN13: 9788793544574
193 sider / Udgivet den 23. marts 2018

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2018

Kommentarer

Lån løs på eReolen