The Travelling Cat Chronicles af Hiro Arikawa


[ Bogen er købt i Amsterdam Lufthavn. ]

It's not the journey that counts, but who's at your side.

The Travelling Cat Chronicles er en bittersød fortælling fra en kats synspunkt. Katten Nana, forguder sin ejer, Satoru, og undrer sig meget da Satoru en dag tager ham med på besøg hos først den ene og så den anden gamle ven og siger, de er nødt til at finde en ny ejer til Nana.

Makkerparet rejser en del rundt i Japan på jagt efter den perfekte ejer til Nana og ved hvert besøg af en gammel ven fra Satorus skoletid får vi flere og flere facetter af Satorus livshistorie og opvækst. Alle vennerne, de besøger, er klar på at hjælpe trods turbulens i deres egne liv, men alle som én undrer sig også over hvorfor dog Satoru vil af med sin elskede kat.

Nana er fortæller og hans tone er sarkastisk og tør - men der er også mange ting han som kat bare ikke forstår hvorfor mennesker insisterer på at gøre. Satoru forstår ham heldigvis godt, og de to har et fantastisk bånd i mellem sig.

TTCC er en meget smuk bog, og jeg. græd. snot. Jeg læste bogen på vej hjem fra Skotland fra Amsterdam lufthavn til Aalborg og jeg overså helt, at vi landede. De andre passagerer må have troet, jeg var tosset (eller virkelig bange for at flyve). Det er en umådelig rørende bog og er man katteelsker, så er den noget nær et must read 


THE TRAVELLING CAT CHRONICLES
af Hiro Arikawa
Oversat af Philip Gabriel
ISBN13: 9780857524195
256 sider / Udgivet den 2. november 2017
Original titel: 旅猫リポート [2012]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2018

Kommentarer

Lån løs på eReolen