The Dog Who Lost His Bark af Eoin Colfer
[ Bogen er lånt på biblioteket. ]
Jeg faldt over bogen her i Waterstones og selvom jeg var interesseret nok i den til at tage et billede af forsiden og bestille den på biblioteket senere, synes jeg at £10 var for meget for en børnebog - hvem vidste om den overhovedet var god?
Jeg sparker mig selv nu. Den er -meget- god. Og hold nu kæft hvor jeg tudede!
The Dog Who Lost His Bark starter ud med historien fra den lille hundehvalps synsvinkel. Den forstår ikke så meget af hvad der foregår, men bruger sin hundelogik til at regne ud hvordan man skal opføre sig - desværre ender den ved de værste typer mennesker, og den mishandles og smides efterfølgende væk som et stykke affald. Allerede her havde jeg ondt i maven og vidste næsten ikke om jeg orkede at læse videre (jeg kan ikke bære det!)
Hernæst overtager drengen Patrick historien. Han og hans mor er på vej til at bo hos morfaren sommeren over, men Patrick undrer sig over farens manglende tilstedeværelse (han spiller musik i Australien, men burde han ikke snart komme hjem?). Moren undviger elegant og tilbyder ham en hund - valget falder, trods alles protester og advarsler, på historiens lille hvalp, der døbes Oz. Oz er en skræmt og sky lille hund, men han har Patricks uendelige kærlighed og tålmodighed fra første minut. Dette er begyndelsen på vejen tilbage mod et lykkeligt hundeliv - og undervejs skal Patrick også have en masse kærlighed og støtte tilbage igen, da familieidyllen brydes.
Historien er super flot illustreret undervejs i kultegninger af PJ Lynch, og det er bare en virkelig hjertevarm og rørende fortælling, der på det varmeste kan anbefales til alle fra ca 10-100. Helt ærligt, jeg begyndte næsten at græde igen mens jeg skrev anmeldelsen her, haha :) Hunde fortjener det bedste i verden.
| THE DOG WHO LOST HIS BARK af Eoin Colfer ISBN13: 9781406377576 142 sider / Udgivet den 1. november 2018 
|
Kommentarer
Send en kommentar