Knivens stemme af Patrick Ness

[ Bogen er hørt som lydbog hos Mofibo
og lånt på biblioteket. ]

Prentistown er ikke en by som alle andre. Her kan alle nemlig høre hinandens tanker i en overvældende og endeløs strøm af støj. Intet er privat. Intet er hemmeligt. En måned før den fødselsdag, der vil gøre Todd Hewitt til en mand, opdager han et område med total stilhed. Det burde ikke være muligt. Og nu må han flygte, hvis han vil gøre sig håb om at overleve...

Uuuha, jeg har det lidt svært med den her anmeldelse. Det er nemmere at sige virkelig god bog! eller virkelig dårlig bog! end det er at skrive en forklaring af et skuldertræk.

Lad mig starte ud med at sige, at jeg som udgangspunkt godt kan lide Patrick Ness. Jeg synes han har en flot og tænksom skrivestil. Det plejer han i hvert fald. Men i bogen her ... not so much.

Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet af Knivens stemme, men i hvert fald ikke det, jeg fik. Det kom bag på mig at det var en science fiction (a la - fremmed planet!) med et barn som fortæller. For godt nok ævler Todd uendeligt meget om hvornår han snart bliver 'mand' som 13-årig om x antal dage - men han er et barn. Han er super naiv og fatter bare hat af hvad der foregår omkring ham.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg synes han er dårligt skrevet eller om det er lydbogen, der bærer en del af ansvaret. Det lød på nippet til at være barnligt det hele - men måske det havde fungeret bedre, hvis jeg selv havde læst det og dannet mine egne stemmer. For når jeg tænker tilbage på bogen og dens plot, hvor Todd må flygte over stok og sten fra den frygtelige landsby han er opvokset i, så er det sådan fint nok. Men udførelsen fungerede bare ikke rigtig for mig, og jeg blev aldrig imponeret over stilheden kontra larmen fra mændenes telepati. Jeg synes heller ikke rigtig, Todd udviklede sig - jeg fik at vide af Ness, at han udviklede sig, men jeg så det ikke selv.

Ultimativt, synes jeg ikke, bogen er decideret dårlig - bare ret intetsigende. Da den sluttede, var jeg nødt til at stoppe op og sige "var det bare det?". Jeg forstår ikke den hype, der er bygget op om bogen/serien og ser ud til at være i minoriteten af ikke at være faldet pladask for den. Jeg har ikke helt besluttet mig for om jeg skal læse bog 2, Fjendens ansigt, men hvis jeg gør, bliver det i hvert fald ikke som lydbog.


KNIVENS STEMME
Chaos Walking #1
af Patrick Ness
Oplæst af Jakob Svarre Juhl
ISBN13: 9788726027006
Lydbog, 11t 55m / Udgivet den 22. oktober 2018
Original titel: The Knife of Never Letting Go [2008] 
Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2019

Kommentarer

Lån løs på eReolen