Lejlighed til deling af Beth O'Leary

[ Bogen er lånt på biblioteket. ]

Tiffy og Leon deler lejlighed.
Tiffy og Leon deler seng.
Tiffy og Leon har aldrig mødt hinanden.

Lejlighed til deling er en virkelig skøn roman. Den følger Tiffy og Leon, der kommer til at dele lejlighed i London. Leon fordi han mangler penge til advokaten til hans bror, der er uskyldig men fængslet, og Tiffy fordi hun desperat mangler et sted at bo efter endelig at have brudt med sin manipulerende kæreste.

Leon arbejder om natten og Tiffy om dagen. Aftalen er, at de skiftes til at være i lejligheden og aldrig ses. Men man kan ikke deles om alt fra seng til køkken uden at måtte kommunikere med hinanden, så de begynder at skrive post-its, og snart er lejligheden dækket i deres lange snakke om alt og intet.

Kan man forelske sig i en man aldrig har mødt? Jeg forelskede mig i hvert fald i historien her. Den er virkelig velskrevet og fængende, og jeg var vild med forskellen på de to hovedpersoners kapitler. Tiffy (spraglende, kreativ og farverig) er skrevet som vi typisk læser en roman med lange sætninger og dialog. I kapitlerne fra Leon (kort for hovedet, stille, tænksom) er det hele mere kortfattet, og særligt dialogen er kogt helt ned til benet. Det er svært at forklare, men det betyder at man virkelig kommer under huden på de to og ser historien fra hver deres vinkel.

Udover deres voksende kærlighedshistorie handler bogen om Tiffy og problematiske forhold til ekskæresten, som er en virkelig slibrig stodder. Bogen handler i store dele om at hun skal blive fri og finde sig selv, godt hjulpet på vej af gode venner. Leon er mere hel som person, men bruger en masse energi på sit arbejde som sygeplejer samt sin bror, der som nævnt tidligere sidder i fængsel for noget han ikke har gjort.

Alt i alt bare en bog, der var en fornøjelse at læse/lytte til. Den har mine varmeste anbefalinger.

PS - jeg har hørt fra et par kollegaer, der er gået død i bogen at den kan være svær at læse på grund af skrivestilen og forskellen mellem de to hovedpersoner. Dette mærkede jeg meget mindre til i lydbogen, hvor det fungerede rigtig godt. Så bare lige til info.


LEJLIGHED TIL DELING
af Beth O'Leary
ISBN13: 9788771915396
448 sider / Udgivet den 28. maj 2019
Original titel: The Flatshare [2019]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2019

Kommentarer

Lån løs på eReolen