Sandheden om Amelia af Kimberly McCreight

Kate, alenemor og ambitiøs partner i et advokatfirma i New York, får en dag et bekymrende opkald fra sin teenagedatters privatskole. Amelia har snydt og er blevet bortvist. Kate skal hente hende med det samme, men da hun når frem til skolen, bliver hun mødt af en ventende ambulance og en chokerende besked: Amelia er død.
Skolens og politiets forklaring er, at Amelia har begået selvmord ved at springe ud fra skolens tag, men da Kate senere modtager en anonym sms - Amelia sprang ikke - beslutter hun sig for selv at finde sandheden. Hun søger efter spor på de sociale medier, i e-mails og sms’er for at rekonstruere Amelias liv og de begivenheder, der førte op til den skæbnesvangre dag, men intet kunne have forberedt hende på det, hun finder …
SANDHEDEN OM AMELIA er en spændende debutroman, der på fremragende vis giver et indblik i en teenageverden med første forelskelser, venskaber, hemmeligheder og løgne. Den handler om forholdet mellem mor og datter, udfordringerne ved at jonglere karriere og familieliv og mest af alt; en mors altoverskyggende kærlighed.

Jeg forsøgte for en del måneder siden at læse Sandheden om Amelia men kom kun få sider ind i den før jeg lagde den fra mig igen. Det var den forkerte på bog på det forkerte tidspunkt lige da.

Sidst i november faldt jeg så i stedet over den som lydbog og jeg blev enig med mig selv om at give den en ny chance, og den beslutning skulle vise sig at være en rigtig god en. Jeg har sidenhen også bladret lidt i den fysiske bog, og jeg er enormt glad for at have hørt den og ikke læst den. Først og fremmest fordi oplæseren Githa Lehrmann er sindsygt dygtig til sit arbejde. Hun formår at få personer til at råbe og skrige uden hun selv næsten hæver stemmen. Hun kan lægge så mange følelser i en sætning og hun portrætterer både ung og gammel, mand og kvinde helt emminent. Jeg er meget imponeret. Min anden grund er at meget af bogen består af sms samtaler, mails og facebook. Og de er alle skrevet med diverse internet/ungdoms-forkortelser, der kan få min indre grammar-nazi's pis i kog. Hader at læse sådan noget, og det hører man trods alt ikke når det bliver læst op for en. Eneste problem var dog at enkelte gange var det uklart om det var en "live" samtale eller en mail man hørte.

Bogen springer meget i tid og sted mellem mor og datter, og det var til tider lidt svært at holde tungen lige i munden (igen lidt sværere pga lydbogen og den manglende skriftelige dato at kigge på).

Jeg syntes den var en lille smule langsom om at komme i gang, men derefter gik det derudaf. Jeg finder det måske en lillebitte urealistisk, at en politibetjent lader moren til afdøde komme med rundt og afhøre folk, men omvendt kan jeg godt følge resonnementet, for de får en helt anden vinkel på deres efterforskning på grund af hendes tilstedeværelse.

Der er nogle tråde der hænger og blafrer uforløste i vinden efter bogens grand finale og afsløringen om Amelia's endeligt, men alt i alt var det en rigtig god læse(høre)oplevelse. Amelia portrætteres rigtig fint med både mørke og lyse sider, og vi får også løftet sløret for moren Kates brogede fortid. Jeg syntes også det var rigtig flot vist hvordan Kate overmandes af frustrationer, anger og sorg, hvor hårdt og umenneskeligt, det er ikke at kunne stole på, at alt gik ordentligt til og selv måtte tage affære. Den engelske originaltitel Reconstructing Amelia rammer rigtig fint hvad den her bog går ud på. Sten for sten opdager vi sandheden om Amelia, hvem hun var og alt det forældre ikke ved om deres børn, selvom de troede de vidste alt, der var at vide.

SANDHEDEN OM AMELIA
af Kimberly McCreight
ISBN13: 9788711337103
Lydbog, MP3 - 11 t., 4 min./ Udgivet i 2014

Review by Iben Jakobsen, BoB, 2015

Kommentarer

  1. Skønt med en lydbogs anbefaling, hvor både oplæser og selve historien er god. Den vil jeg lige skrive på ønskelisten :)

    SvarSlet

Send en kommentar

Lån løs på eReolen