De syv søstre af Lucinda Riley
Vi starter i Schweiz 2007. Maia D’Apliese og hendes fem søstre er blevet kaldt hjem til deres barndomshjem Atlantis – en stor, smuk villa ved Genèvesøen – da deres elskede far, den hemmelighedsfulde mangemillionær, som de kalder Pa Salt, er død. De blev alle adopteret af ham som små, og nu har Pa Salt efterladt dem hver især en ledetråd, der kan føre dem tilbage til deres sande ophav. I denne første bog i serien er hovedpersonen den ældste søster Maia - og hendes ledetråd fører hende til den anden side af Jorden, til en forfalden herskabsvilla i Rio de Janeiro i Brasilien.
Typisk for Riley flettes nutiden sammen med en historie fra fortiden og denne bog er ingen undtagelse. Den tager os tilbage til Rio i 1927. Midt i byens storhedstid har Izabela Bonifacios far store forhåbninger om at gifte sin datter ind i aristokratiet. Samtidig arbejder arkitekten Heitor da Silva Costa på det, der skal blive den berømte Kristusstatue, og planlægger en rejse til Paris for at finde den rette skulptør til opgaven. Den lidenskabelige Izabela længes efter at se verden og overtaler sin far til at lade hende tage med Silva Costa til Paris, inden hun skal giftes. Dér, i Paul Landowskis studie og i Montparnasses livlige caféer, møder hun den ambitiøse, unge skulptør Laurent Brouilly og indser, at hendes liv aldrig vil blive det samme igen.
Jeg ved ikke hvordan det har taget mig næsten et helt år at komme i gang med at læse De syv søstre - for som altid har jeg ikke kunnet lægge den fra mig igen, da først jeg kom i gang. Jeg er vild med Rileys skrivestil og hendes forførende persongalleri og deres eventyr. Jeg var i denne dog liiidt forvirret, da jeg simpelthen ikke kunne få historierne til at hænge sammen tidsmæssigt (det vidste sig sjovt nok, det var mig, der havde misforstået noget, men det blev heldigvis skåret ud i pap til sidst).
Så vidt jeg ved er dette Rileys første serie, og jeg er vild med at vide, at jeg får lov til at gense disse personer igen i bog 2, Stormsøsteren, hvor vi rykker videre til Ally - den næstældste søster. Bogen her lander på 4 store stjerner og anbefales på det varmeste til stort set alle, der holder af en god kærlighedshistorie krydret med historie, rejser og mystik.
Kommentarer
Send en kommentar