I was here af Gayle Forman
[ Bogen er købt online engang for længe siden. ]
Jeg læste I was here under readathonen, og dertil passede den rigtig godt. Det er en hurtiglæst bog, der er meget nem at fordybe sig i.
I bogen følger vi 18-årige Cody Reynolds i månederne efter hendes bedste ven Megs selvmord - en handling, Cody ikke havde set komme. Stort set hele byen er i chok, og mens hun har sit eget at kæmpe med, skal hun også hele tiden forholde sig til andres sorg - særligt Megs familie, der beder hende rejse til Seattle og pakke Megs ejendele sammen (fra hendes collegeværelse), da de ikke selv magter det.
Jeg har tidligere læst If I stay og Where she went af Forman, og ved førstnævnte kan jeg stadig huske, at jeg lå på et hotel i Grækenland og stortudede ned i min hovedpude klokken halv to, fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig, og den bare var så god og rørende. Forventningerne var derfor naturligvis lidt høje, og jeg var skeptisk over starten af I was here, der næsten fumler sig i gang. Man ved ikke helt til at begynde med hvilken vinkel, bogen vil have på Meg's selvmord, og hvad Cody's rolle i historien egentlig er.
Det, bogen her gør rigtig godt i sidste ende, er den måde, den udforsker selvmord og de tanker og følelser, der ligger bag - men alt sammen set fra den efterladtes synspunkt. Vi får aldrig en grusom beretning, der detaljerer Megs død - vi får Cody, der forsøger at regne ud, hvorfor hun gjorde det og hvem, der muligvis havde en finger med i spillet. Samtidig er det også en bog om et venskab, der krakelerede,og hvordan Cody lærer mere og mere om veninden, som hun ellers troede, hun kendte så godt. Det er en bog, der sætter spørgsmålstegn ved, hvordan man forstår sit liv, kærlighed, døden og tilgivelse. Det er en bog, der snakker ærligt og åbent om et emne, som man så ofte fortier - men som et emne, som ville have så meget gavn af at blive hevet frem i lyset.
I was here blev udgivet på dansk i 2015 hos Gyldendal under titlen Jeg levede.
I WAS HERE af Gayle Forman ISBN13: 9781471124396 270 sider / Udgivet i 2015 |
Hm... det var egentlig ikke en bog, jeg overvejede at læse, men det gør jeg nu efter at have læst din anmeldelse :-)
SvarSletMvh.
Den lille Bogblog
Jeg håber du vil synes om den :)
SletÅrh, jeg elsker Gayle Forman! Hun skriver så godt og fint, synes jeg! Har endnu ikke oplevet en bog af hende, der har skuffet. :) Har du læst hendes nye, Leave Me? Det er hendes take på en voksen-roman, og dét kan hun også finde ud af!
SvarSletJa hun gør det altså godt. Den har jeg ikke læst endnu nej, tak for anbefalingen :)
Slet