Sort uheld af Lee Child
"Man pisser ikke på specialefterforskerne" - Det var mottoet for Jack Reacher og hans ni mand store gruppe, dengang de efterforskede forbrydelser begået af hærens personel. Deres opklaringsprocent var i top, og Gud nåde og trøste den, der kom gruppen på tværs. Ti år efter at gruppen er blevet opløst, og Jack Reacher er gået på landevejene, er der imidlertid nogen, der ikke kan holde nallerne fra efterforskerne. Faktisk vippes en af dem levende ud af en helikopter. Og derefter endnu en! Dengang ville man ikke kunne sidde det overhørigt, og det kan man selvfølgelig heller ikke nu, og resterne af gruppen trommes sammen. Er nogen ude efter gruppen som enhed, eller havde de to uheldige gang i en efterforskning, de skulle have holdt sig fra?
I Sort uheld får vi ikke bare Reacher, men også hans gamle trup af kompetente og stålhårde MP'ere. Og alle som en er de ude efter hævn. 2 kammerater er blevet brutalt myrdet, og det vides ikke om det er tilfældigt eller om nogen måske er ude efter dem alle - men det er egentlig også ligegyldigt for Reacher og hans team, da de samles på ny. De vil ikke lade sig stoppe af noget eller nogen. Child er som altid direkte i sit sprog og sin action, og man er som læser aldrig i tvivl, om hvem vi skal se som helt eller skurk. Det er en bog sprængfyldt af action og spænding - men også en lidt ensformig jagt efter ledetråde og de onde bagmænd.Det er efterhånden min erfaring, at Reacher bøgerne kan man hoppe og springe frem og tilbage i uanset rækkefølgen. Jeg har tidligere læst bog 14, 15 og 18, og nu er det altså pludselig tid til nr. 11. Selvom enkelte detaljer referer tilbage til tidligere bøger, så er de hovedsageligt selvstændige og i hver eneste får man samme introduktion til Reacher. Machomanden over alle machomænd. Manden der kan fortælle dig hvad klokken er på sekundet takket være sit upåklagelige indre ord. Manden der er rå og sej og *huuurhhghgh*. Ahem. Ja det var så mig det måtte synke et surt opstød. Jeg startede ud med at elske Reacher. 61 timer var den perfekte bog at starte med - Fantastisk bog. Det har sidenhen også været rigtig godt, men der er også mange ting, jeg slet ikke kan med. Macho-pisset *kan* blive for meget utroligt nok, og jeg er ikke super fan af selvtægt og hvad der i sidste ende er vold og mord. Men trods mine beklagelser så læser jeg glædeligt videre. Jeg er underholdt, og det er lækkert med hardcore action og spænding - jeg ved, hvad jeg kan forvente og jeg får det, gang på gang. Jeg håber det giver mening.
(det er i øvrigt ikke nemt at være organiseret blogger, når Reacher bøger i dag udgives af Jentas, min paperback købt på tilfældigt udsalg er fra Cicero, og det er Gyldendal, der står bag den lydbog, jeg ultimativt endte med at høre)
SORT UHELD Jack Reacher #11 af Lee Child Oplæst af Torsten Adler ISBN13: 9788702100945 Lydbog, 12t 14m / Udgivet i 2010 Original titel: Bad Luck and Trouble [2007] |
Kommentarer
Send en kommentar