Kunsten at være normal af Lisa Williamson

[ Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. ]

David Piper har altid stået udenfor. Hans forældre tror, han er bøsse. I skolen synes klassens konger, at han er en freak. Kun hans to bedste venner kender sandheden: David er i virkeligheden en pige.
På første skoledag på Leo Dentons nye skole har han et eneste mål: at være usynlig. Og at tiltrække sig klassens smukkeste piges opmærksomhed var helt klart ikke en del af planen. Da Leo tager Davids parti i en slåskamp, opstår et overraskende venskab, men der venter en masse rod lige om hjørnet – for på Eden Park School forbliver hemmeligheder ikke hemmelige ret længe.
Jeg er vild med hvordan ungdomslitteratur i dag sætter mere og mere fokus de store tunge emner. Jeg elsker at se flere og flere grandvoksne gå målrettet ned til børne/ungdomsafdelingen for at hente en god bog. Jeg er taknemmelig for at leve i en tid, hvor vi kan finde flere og flere forskellige liv repræsenteret i den brede anerkendte litteratur. Jeg er udmærket klar over, at jeg som hvid ciskønnet heteroseksuel kvinde aldrig vil have problemer med at finde en bog, jeg kan spejle mig i - og jeg elsker at flere og flere andre nu kan gøre det samme. Ikke alle bøger om homoseksuelle, transkønnede, "ikke-hvide", etc er lige gode -- men trods alt dukker der flere og flere op, og repræsentation er vigtig.

Kunsten at være normal er nok i højere grad en bog for den almene nysgerrige læser, fremfor direkte henvendt til transkønnede. Jeg tror, bogen hopper lidt for hurtigt over nogle problematikker, der nok vil fylde en hel del mere for de, der gennemgår det, men at det ville blive for tung en bog, hvis det skulle med her.

David er en herlig pige fanget i en drengs krop. Hun er stort set uofficielt anerkendt som bøsse i både familien og på skolen, men tør ikke rigtig tage skridtet videre og skifte bukserne ud med en nederdel. Og selvom hun er omgivet af en kærlig familie og gode venner, så er der også en ondsindet gruppe af mobbere, der i forvejen er efter hende. Leo er den mystiske nye dreng på skolen. Han kommer fra et mere råt nabolag, og der florerer en masse grumme historier om hans fortid. Men ingen kender ham - og hvis det står til ham, kommer ingen til det. Han skal bare have skolen overstået, så han kan komme videre. Men et tilfælde gør, at de to føres sammen, og et venskab blomstrer.

Noget bogen gør rigtig godt, er det at fortælle en fængende og dejlig historie i en let tone, der ikke dømmer nogen, men sætter fokus på hvad det vil sige at være transkønnet teenager i et verden, hvor stort set alle kæmper for at passe ind så godt som muligt. Den bliver måske lidt for let i og med, det næsten bliver for lykkeligt et eventyr - men jeg tænker, det er fint at give særligt de yngre læsere en rar og lidt Disney Channel-agtig indgang til emnet; de skal nok lære snart nok, at det desværre ikke er alle mennesker på jorden, der kan acceptere andres identitet og seksualitet. Der er ingen grund til at give dem den dystre grumme vinkel som det første. Jeg kunne dog godt tænke mig at der var lidt mere dybde i Davids venner og deres roller i historien, og det samme gælder Leos familie.

I den fysiske bog har de to hovedpersoner hver deres skrifttype i bogens kapitler, så man let kan holde dem adskilt - i ebogen fungerer den funktion desværre ikke, og her skulle man nogen gange lige holde tungen lige i munden for at identificere fortælleren, da de ellers godt kan  minde om hinanden i deres fortællestil.

Kunsten at være normal er en flot og rørende bog om kønsidentitet og venskab. Jeg har både tudet og leet, og mens bogen måske ikke har alle svarene, så sætter den kønsidentitet på dagsordenen og gør den forståelig for både de yngre og ældre læsere. Bogen blev udgivet i Danmark samtidig med Copenhagen Pride i august, og i forbindelse med udgivelsen samarbejdede Politikens Forlag med Amnesty International om at gøre opmærksom på emnet.


KUNSTEN AT VÆRE NORMAL
af Lisa Williamson
ISBN13: 9788740034110
405 sider / Udgivet den 9. august 2017
Original titel: The Art of Being Normal [2015]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

Kommentarer

Lån løs på eReolen