Annihilation af Jeff VanderMeer + filmanmeldelse

[ Bogen er lånt på biblioteket / hørt som lydbog på Mofibo. ]

Area X har været afskåret fra resten af kontinentet i årtier, og naturen har indtaget hvad tidligere var menneskelig civilisation. Der er løbende blevet sendt ekspeditioner ind for at undersøge området og finde ud af hvad, der har skabt Grænsen. Den første ekspedition vendte retur med beretninger om et skønt paradisisk landskab. Hold 2 begik selvmord, hold 3 vendte deres våben mod hinanden. Og sådan fortsatte det. Hold 11 vendte retur som skygger af dem selv uden mindste idé om hvordan de slap ud og døde kort tid efter af aggressive kræftudbrud.

Dette er er den tolvte ekspedition. Gruppen består af fire kvinder. En antropolog, en landmåler, en psykolog og en biolog. Deres mission er at kortlægge terrænnet og indsamle prøver og data om alle deres observationer - af såvel området og naturen som hinanden og deres reaktioner. Og naturligvis - at undgå at blive kontamineret af hvad end det er, der er i Area X.

De forventer det uventede og får præcist det.  De oplever umulige og helt forkerte planteformer og dyreliv. Men det er overasker mest er de hemmeligheder, de holder fra hinanden, som én efter den anden ændrer alt.

Jeg havde ikke rigtigt nogen forventninger til bogen her, da jeg knap nok anede hvad den handlede om. Jeg gik udelukkende i gang med den, fordi jeg så den ligge som ny titel på biblioteket samtidig med jeg så den lå på Netflix OG Mofibo havde den liggende som anbefalet til mig - og så er den kun 6 timer lang som engelsk lydbog.

So far so good. Men urgh den er lang. Eller tung. Eller trist. Eller bare tør?

Summat summarum; jeg var ikke vildt imponeret. Den er ikke dårlig, men den er heller ikke hverken fantastisk eller overhovedet specielt god. Jeg følte mig enormt distanceret fra det hele. Det skyldes primært fortællerstilen, hvor vi halvt om halvt oplever historien som hovedpersonen, den unavngivne biolog, skriver det i sin notesbog. Og hun er bare en fesen person - i hvert fald som fortæller. Hun har ingen passion og tilsyneladende heller ingen personlighed, og det hele bliver meget køligt og videnskabeligt beskrevet. Folk dør .. ! og hun virker pænt ligeglad. Men okay, hele Area X er selvfølgelig også et mindfuck i sig selv, og hvem ved om de er forgiftede eller tripper på et eller andet eller noget helt tredje.

Jeg manglede i sidste ende noget spænding. De steder, hvor jeg tror, bogen forsøger at være spændende, syntes jeg bare, det var for stillestående - og igen, alt for distanceret. Biologen/forfatteren bruger for mange ord på at beskrive en følelse der burde være AAAARRRGGGHHH MONSTER! og i stedet er "nææ, se det jeg troede var -videnskabeligt nonsens- er i stedet mikroskopiske organismer som -mere videnskabeligt nonsens- og som minder mig om dengang jeg nær var faldet i en vandpyt fordi jeg opdagede -endnu mere videnskabeligt nonsens-".

Så alt i alt en sci-fi horror med knap så meget horror og lidt for meget science.

Men hvad synes jeg så om filmen??? Jo nu skal du høre:

En lang historie kort: Havde jeg ikke læst bogen og havde jeg ikke sat mig for at se filmen, havde jeg nok ikke set den færdig. Den er weird og ret klam, og føles bare forkert.

Og så den lange udgave: Filmen fortæller ultimativt historien helt helt anderledes. Man kan måske argumentere, at det er en helt anden historie end den originale. De har bare en masse ting tilfælles - men med store og små ændringer. Instruktøren bag har sagt, det er en drøm om bogen, fremfor en direkte filmatisering.

Filmen er rated R, og benytter sig til fulde af FY FOR SATAN-faktoren. Mens bogen kører på det psykiske og mystiske, må filmen nøjes med klamhed og udpenslende billeder, samt wannabe mystik, der bare aldrig rigtig fanger. Hvor bogen spiller på uhyggen, har filmen gang på gang konfrontationer med håndgribelige farlige væsener/mutationer af dyr. Og det skal også lige noteres, at filmens CGI og blod er piv ringe. Jeg har sjældent set så dårlige monstre og smat effekter - specielt ikke i så ny en film?!

De kan naturligvis ikke dy sig fra at give biologen et navn og et mere relaterbart liv og historie inkl. en fortid som soldat(!) samt en allerhelvedes masse følelser. Det blev næsten helt distraherende for mig efter at have vænnet mig til biologien stoiske tilgang, mens Portman lå og grinede og snavede med manden. De ændrer stort set alt om hele setuppet med frivillige til Area X missioner. Area X er i øvrigt ganske nyt, kun 3 år gammel i denne version og hastigt ekspanderende. Vi får også navne og personligheder til de nu 5 deltagere i ekspeditionen (fremfor bogens 4), som også ændrer professioner til geomorfolog, paramedincer og fysiker, udover biologen (som nu også er soldaten) og psykologen. Men modsat bogen har deres professioner minimal betydning i filmen. Det er bare noget der nævnes i forbifarten. I bogen er det alle mod alt og alle, men i filmen er det primært dem mod Area X - de taler rent faktisk sammen og deler deres historier og bliver et team, der forsøger at redde hinanden ... ikke at det lykkedes. Biologen følger stadig i sin mands fodspor, men hans historie er også så drastisk ændret, at det i høj grad ændrer hele tonen af fortællingen. Nå ja, og så er tårnet - som er hele bogens omdrejningspunkt - slet ikke med i filmen.

Alt i alt en noget rodet oplevelse af en film, der ikke rigtig kunne beslutte sig for om den skulle være en gyser/smatfilm eller et psykadelisk kunstprojekt. Bogens lidt uvisse historie og slutning bliver i filmen lavet til noget meget direkte og udpenslet, og jeg var monsterskuffet. Bogen var kort men havde en stor historie med en del dybde trods dens kølighed og distancering. Filmen er lige under to timer lang, ridser kun lige overfladen og virker totalt banal. Hvor bogen sjovt nok næsten har for meget science, så har filmen nærmest ingen. De mumler lige lidt videnskabelige ord i ny og næ, men det holder ikke. Faktisk, hvis man helt ignorerer bogens eksistens og kun ser på filmen, har man en fesen horror film, der leger at den er sci-fi, mens den ignorer en million plotholes og dumheder. 1 stjerne til filmen, 3 til bogen.


ANNIHILATION
Sourthern Reach #1
af Jeff VanderMeer
oplæst af Carolyn McCormick
ISBN13: 9780007556519
6t, lydbog / Udgivet i 2014

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2018

Kommentarer

Lån løs på eReolen