Archers stemme af Mia Sheridan
[ Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Lovebooks. ]
Da Bree fra den ene dag til den anden forlader sit liv i New York og flytter til en lille by i Maine, håber hun, at hun endelig kan lægge fortiden bag sig og finde fred. Allerede første dag i byen møder hun Archer Hale. En mand, der lever for sig selv, og som kæmper med sine egne dæmoner. En mand, ingen andre bemærker.
Archers stemme er en fortælling om en kvinde, der bærer på et traume, og den mand, hvis kærlighed er nøglen til hendes frihed. Det er en fortælling om en stille mand, som lever med mindet om en pinefuld fortid, og den kvinde, som hjælper ham med at finde sin stemme igen. Det er en fortælling om sorg, skæbne og kærlighedens helende kraft.
Jeg er glad for NA (new adult). Jeg syntes, det er rart med den her "genre" af bøger om voksne unge mennesker, der har en tand mere styr på livet end teenagerne i YA, men stadig er - just that - unge. Jeg er også helt på den rene med at i NA er der lidt mere udpenslet sex, sådan lige på kanten af den erotiske litteratur - simpelthen fordi kærlighed og sex er en naturlig del af det unge liv.
Men bogen her... Helt ærligt, det er litterær porno. Sexscenerne er meget eksplicitte og udpenslende og fylder virkelig meget i plottet. For meget. Fjern sexen og du sidder tilbage med et ret hult kærlighedsforhold, hvoraf den ene part er uskyldig naiv jomfrudreng, der ser ærbødigt på modpartens nøgne krop og en kvinde, der kommer i buksen, bare han kigger på hende. Jeg fik vitterlig dårlig smag i munden på et tidspunkt, for den måde Archer beskrives på i bogen, er det lidt som om hun har sex med et barn i en mands krop.
Og lad os tale om den krop. Archer er naturligvis gudesmuk med lange øjenvipper og mørke øjne der slår gnister. Muskler som støbt i marmor og en ... manddom, der naturligvis er både stor og hård, og sikke som han kan finde ud af at bruge den. Han er jo god til alt han gør, også selvom det er første gang. Brees udsende får vi derimod ikke meget at vide om, for akkurat som med Twilight, skal læseren jo belejligt kunne placere sig selv i hendes sted og opnå ekstase over denne sexfantasi forfatteren har skrevet ned. Og akkurat som føromtalte serie har vi også her en besidderisk og jaloux mand, der kan lege kvindens Prince Charming.
Bogen har dybt nede et plot om to traumatiserede mennesker, der finder trøst og kærlighed i hinanden, men det glemmer den ret hurtigt selv FOR NU SKAL DE KNALDE IGEN!
Alt i alt - sukkersød pladderromantisk porno, der lige forsøger at snige noget action og OMG med ind til slut, men falder pladask i egen udløsning. Jeg siger ikke nødvendigvis, det ikke er underholdende - men jeg rullede med øjnene mere end én gang.
ARCHERS STEMME af Mia Sheridan ISBN13: 9788711690123 384 sider / Udgivet den 9. oktober 2017 Original titel: Archer's Voice [2014] |
Kommentarer
Send en kommentar