De dødes skib af Rick Riordan

[ Bogen er lånt på biblioteket. ]

Magnus Chase er søn af Frej; sommerens, frugtbarhedens og sundhedens gud, så han er ikke ligefrem krigerisk anlagt. 
Derfor er det godt at kunne læne sig op ad sine trofaste venner, der bl.a. tæller valkyrier og dværge, for Magnus er måske ikke født med et sværd i hånden, men han har en evne til at rode sig ud i de værst tænkelige situationer!

Denne gang er Magnus og hans venner nødt til at sejle til det fjerneste hjørne af Jotunheim og Niflheim i jagten på Asgårds største trussel. Vil de lykkes med deres mission, eller vil de blive opslugt af Ragnarok?
Selvom Riordan har for vane at skrive serier af 5 bøger stykket, så er serien om Magnus Chase her, så vidt jeg har forstået "kun" en trilogi. Hvorfor, ved jeg ikke. I modsætning til Apollo-serien, som jeg nok er lidt lunken overfor, så er Magnus og hans kammerater super underholdende og der er så mange forskellige at heppe på og lære at kende.

Men den Nordiske Mytologi er selvfølgelig ret fatalistisk - ragnarok er spået og en fastlåst del af historien, og det er kun et spørgsmål om tid før -alle- skal dø.

Det er lidt det bogen her går ud på, eller rettere, Magnus og hans team sendes på en mission for at forhindre udsætte jordens undergang. Loke er sluppet fri fra sit fængsel og er ved at samle sin hær på dødeskibet, og vores helte skal rundt på et par eventyr for at indsamle det nødvendige for at stoppe ham.

Jeg elsker diversiteten og den totale venden på hovedet, der foregår i serien her. Magnus er en einherje, en af Odins udødelige krigere, søn af Frej og ateist. Samirah er datter af Loke, valkyrie og troende muslim, mens Alex har et flydende forhold til sit køn. Bogen og dets personer gør alt for at understrege hvor fuldstændigt normale og helt igennem -okay- samtlige disse ting og holdninger er. Det er så skønt. Der slås ikke på tromme over at de skiller sig ud. De skrives bare som noget, der ikke skal løftes det mindste øjenbryn over.

Det er endnu en super velskrevet og fængende bog fra Riordan, og som storfan af den nordiske mytologi kan jeg kun give den big thumbs up for at flette det moderne fint sammen med det oldgamle og skabe nye historier ud af de gamle myter og fortællinger.


DE DØDES SKIB
Magnus Chase and the Gods of Asgard #3
af Rick Riordan
ISBN13: 9788711696828
496 sider / Udgivet den 10. april 2018
Original titel: The Ship of the Day [2017]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2018

Kommentarer

Lån løs på eReolen