Pigen under jorden af Elly Griffiths
[ Bogen er et anmeldereksemplar fra Gads forlag. ]
Da politiet finder menneskeknogler i saltmarsken undenfor King's Lynn i Norfolk, England, tror de, det er de jordiske rester af Lucy Downey, en lille pige som blev kidnappet ti år tidligere. Arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway bliver tilkaldt, men hun konstaterer til kriminalinspektør Harry Nelsons skuffelse, at knoglerne er mere end tusind år gamle.
Nelson har lige siden Lucy forsvandt, modtaget mystiske breve med referencer til rituelle ofringer. Da endnu en pige brat forsvinder, beder han Ruth om at hjælpe med at tolke brevenes indhold. Mens Nelson og Ruth nærmer sig hinanden, viser det sig, at Ruth er i livsfare, fordi hun hjælper politiet. Jagten på kidnapperen bliver en kamp mod uret – både for den forsvundne pige og for Ruth selv.
Grundlæggende synes jeg godt om krimien her. Den arkæologiske vinkel tiltaler mig meget og Ruths samarbejde med kriminalinspektør Nelson var også rigtig godt. Det er et meget anderledes miljø end man er vant til i de sædvanlige krimier, og det at Ruth ingen erfaring eller viden har om politiarbejdet giver en anden tilgang til tingene, end hvis vi fik historien fra Nelsons synspunkt.
Men der er ting der ikke hænger sammen - hovedsageligt i slutningen. Jeg vil ikke spoile noget, men der var helt klart et par afsløringer, der fik mig til undre mig en del over, hvorfor nu det? Noget andet der har generet mig lige fra starten, er den måde Ruth omtaler sig selv. Hun kalder sig selv fed og ulækker, og nævner på et tidspunkt sin vægt. Og det ramte mig. Jeg er selv mere end 20 kg tungere end hovedpersonen, og hvis hun er fed, så må jeg vel være en blåhval? Man finder af omveje senere ud af at hun ikke er så frygteligt høj (i modsætning til mig), men jeg synes stadig, det var et super irriterende punkt at høre på så gentagende mange gange. Det er lidt en balancegang med beskrivelser i litteraturen. Ingen gider hovedpersoner, der er modeller og bare helt perfekte, men det er heller ikke fedt med en omgang selvhad og negativt kropsyn - når det nu ellers intet har med historien at gøre.
Bogen er den første ud af (hold nu fast) 10 foreløbige i serien om Ruth, så der er da lagt op til læsning en masse, hvis den fanger én. Personligt glæder jeg mig til at læse toeren, Løgnens hus, og se hvor historien og personerne er på vej hen. Jeg har som nævnt et par kritikpunkter i bogen her, men er mere end villig til at give serien en chance mere for bogen er velskrevet, fængende og et frisk pust.
PIGEN UNDER JORDEN Ruth Galloway #1 af Elly Griffiths ISBN13: 9788712055495 296 sider / Udgivet den 19. januar 2017 Original titel: The Crossing Places [2009] |
Kommentarer
Send en kommentar