Hvis der skulle komme et menneske forbi af Thomas Korsgaard

[ Bogen er hørt som lydbog hos Mofibo,
det fysiske eksemplar er lånt på biblioteket. ]

Jeg havde rigtigt høje forventninger til Thomas Kongsgaards debutromat efter at have hørt på såvel kollegaers som biblioteklånere snakke begejstret om den, og det var derfor noget spændt, jeg gik i gang med lydbogen (oplæst af forfatteren selv).

Den er ... okay. Jeg kan sagtens se hvorfor nogle falder helt pladask for den; den er både underholdende og velskrevet og tankevækkende - men mest af alt sad jeg også bare med en følelse af lettere væmmelse >__<

Korsgaard portrætterer den usødede og rå trivielle hverdag. Historien følger familien på en kvæggård lidt uden for Skive. Faderen er ved at gå fallit og må låne penge af sin succesfulde og arrogante storebror, der kræver taknemmelighed og kontrol til gengæld, mens moderen mangler en diagnose og bruger dagen på at kæderyge foran computeren, mens hun spiller internetkasino. Børneflokken løber løbsk - ligesom faderes mange hunde.

Der er ikke nogle 'helte' i bogen her. Ingen at heppe på. Ingen glansbilleder. Intet -godt-. Der er fattigdom, afmagt, vold og afstumpethed, og det er grusomt. Hovedpersonen Tue som vi oplever hele historien igennem har meget få vindende kvaliteter, og jeg var bare utroligt glad da sidste linje var læst op. Glad for at det var overstået vel og mærke.

Det er utroligt trist at tænke på, at dette (og langt værre) er nogles virkelighed. Jeg er godt klar over jeg har haft en meget priviligeret opvækst, og det, der måske netop også giver mig så mange kvaler med bogen her, er, at jeg slet ikke kan forstå den. Men den er da et utroligt interessant omend også ubehageligt indblik i, ja hvad skal vi kalde det, en skyggeside af livet, måske?

Jeg har ikke rigtig noget behov for at læse bog 2 - En dag vil vi grine af det som fortsætter hvor denne slipper og følger Tue videre op igennem årene. Har andre læst dem?


HVIS DER SKULLE KOMME ET MENNESKE FORBI
af Thomas Korsgaard
ISBN13: 9788711738627
Lydbog, 6t 42m / Udgivet den 7. februar 2017

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2018

Kommentarer

Lån løs på eReolen