Kommende bøger - November 2018
Og vejen hjem bliver længere og længere af Fredrik Backman
Farfar og Noah sidder på en bænk i haven og taler. Omkring bænken vokser mormors hyacinter. Farfar og Noah kan tale sammen om alting. Om livets spørgsmål, både de store og de små. Når farfar taler med Noah, kan han ikke undgå at mindes, dengang han blev forelsket i farmor, og hvordan det føltes at miste hende mange år senere, det sidste skete for ikke så længe siden. Han kan stadig se hende lyslevende for sig, og han frygter den dag, han ikke længere vil være i stand til det. Øjeblikket, hvor hukommelsen ikke længere vil være med, nærmer sig. Farfar indser, at verden, som han kender den, er under forandring. Derfor vil han blive her på bænken sammen med Noah og indånde hyacinternes duft. Men minderne blegner mere og mere, og farfar og Noah er tvunget til at gøre det sværeste af alt: at sige farvel. Og vejen hjem bliver længere og længere er en lille bog med et stort budskab om modet til at tage afsked med sine kære.
Udkommer hos People's Press den 1/11.
Blodvejen (Logan McRae # 11) af Stuart MacBride
Nogle ting vil bare ikke forblive begravet
Logan McRae’s personlige historie er nok ikke fuldstændig uskyldig og ren. Men, som ansat i afdelingen for professionel standard, skal han sætte baren for sine politikollegaers arbejde. Da Kriminalkommissær Bell findes død i førersædet i en smadret bil, kommer det som et chok for alle, især fordi Bell døde for to år siden og de begravede ham – eller det troede de, de gjorde. En efterforskning tager sin begyndelsen og Logan graver i Bells fortid. Hvor har han været i al den tid? Hvorfor forsvandt han? Og hvad var så vigtigt, så han syntes at det var nødvendigt at vende tilbage fra de døde? Men jo mere han graver, jo flere knogler kommer der frem – og der er folk derude, som vil slå ihjel for at skeletterne skal forblive begravet. Hvis Logan ikke kan stoppe dem, så bliver Bell ikke den eneste, der dør …
Udkommer hos HarperCollins Nordic den 2/11
Månesøsteren (De syv søstre #5) af Lucinda Riley
Tiggy d’Aplièse elsker sit job i et hjortereservat i det skotske højland, men reservatet står foran en lukning, og Tiggy takker ja til et arbejde som vildtkonsulent på det store afsidesliggende gods Kinnaird. Hvad Tiggy ikke ved, er, at ikke kun vil det nye job ændre hendes fremtid, men det vil også sætte hende i forbindelse med hendes fortid. På godset møder hun nemlig den gamle sigøjner Chilly, der stammer fra Spanien, og som fortæller hende, at hun har et særligt talent, og det engang for længe siden er blevet forudsagt, at han vil være den, der sender hende hjem.Året er 1912, og i den fattige sigøjnerlejr uden for Granadas bymure bliver Lucía Amaya-Albaysin født. Lucía viser i en meget ung alder stort talent som flamencodanser, og i en alder af bare ti år tager hendes far hende med til Barcelona, for at hun der kan optræde på barerne. Lucías talent fører hende videre til Madrid, men da Spanien står på randen af borgerkrig, beslutter Lucía og hendes trup sig for at flygte, først til Sydamerika og senere til Nordamerika og byen New York, som Lucía længe har drømt om at slå sig ned i. Men for at følge den drøm må hun vælge mellem sin lidenskab for flamencodansen og den mand, hun elsker.Efterhånden som Tiggy følger sporet tilbage til sin egen eksotiske spanske fortid, begynder hun også at acceptere og udvikle sit eget særlige talent, og også hun må træffe et svært valg.
Udkommer hos CICERO den 8/11.
Ild og Blod af George RR Martin
Hvad foregik der egentlig i Westeros før KAMPEN OM TRONEN begyndte – før kulden kom tilbage og før skumle kræfter begyndte at samle sig i den store iskolde vildmark på den anden side af Muren, der beskytter kongeriget? Det får vi svaret på i George R.R. Martins nye værk, Ild & blod, der er den imaginære historie om Targaryen-klanen i landet Westeros. Bogen handler om, hvordan magtforholdene faldt ud, som de gjorde i De Syv Kongerier. Om Valyrias storhed og fald, og hvordan den incestuøse Targaryen-slægt siden etablerede en ny æra fra Dragonstone takket være Aegon Targaryen. Bogen er en skatkiste af medrivende historier om dengang landet Westeros var styret af dragekonger, Targaryen-kongerne. Om deres hustruer, krigene, søskende, børn, venner, rivaler, rejser – og drager selvfølgelig. Vi får historien om borgerkrigen og om den sejr, der forenede de Syv Kongeriger under Targaryens styre – en historie der aldrig er blevet fortalt før.
Udkommer hos Gyldendal den 20/11.
Den hundred og et-årige der tænkte at han tænkte for meget af Jonas Jonasson
Allan Karlsson sidder på Bali og tæller ned til sin hundred og et-års fødselsdag. Han keder sig næsten lige så meget som lige inden, han kravlede ud ad sit vindue på plejehjemmet et år tidligere.
Vennen Julius gør sit bedste for at muntre ham op. Han beslutter, at Allans fødselsdag skal fejres i en luftballon lastet med et par flasker champagne og lige så mange glas. Allan, Julius og champagnen farer af sted over åbent hav, men det går som det går, den lander midt i Det Indiske Ocean. Da Julius sender ballonens nødraket ned i havet, er alt håb ude. Eller? Allan er nu engang Allan. Der findes en nødraket mere. Og et skib i det fjerne. Nordkoreansk.
DEN HUNDRED OG ET-ÅRIGE DER TÆNKTE AT HAN TÆNKTE FOR MEGET tager os med på en rejse gennem al verdens galskab. I centrum står atomoprustningen, hanekampen mellem verdens førende ledere, dumhed og bitter strid. Langs rejsen møder vi Kim Jong-un, Donald Trump, Vladimir Putin, Angela Merkel og en svensk udenrigsminister, der spekulerer på, om det her virkelig sker. Allan navigerer ved hjælp af sit kæreste eje – en iPad. I den står alt, hvad der er værd at vide, og endnu mere som Allan havde kunnet klare sig uden.
Udkommer hos Modtryk den 22/11.
Tordenkrig (Red Queen #4) af Victoria Aveyard
Den hæsblæsende afslutning på den fabelagtige RED QUEEN-serie om den unge kvinde Mare, som lever i en verden, hvor dit liv og din skæbne afgøres af om dit blod er rødt eller sølvfarvet.Afgørelsens tid er kommet – men man kan ikke vinde et slag alene. Mare og Den Højrøde Garde må slå sig sammen med den forstødte prins Cal og hans Sølvere – Men hvordan samarbejder man med én, som har knust ens hjerte? De skal finde ud af det, for de er nødt til at samarbejde for at vælte den skrupelløse kong Maven. Maven på sin side har dog ikke tænkt sig at opgive tronen frivilligt, og han skyr ingen midler for at nå sit mål om at få Mare igen – koste hvad det vil!
Udkommer hos Gyldendal den 30/11
Altså... jeg ville nu foretrække, at jeg fik skrevet hovedserien færdig, men jeg bliver selvfølgelig nødt til at læse Ild & Blod på et tidspunkt... ;-)
SvarSletMvh.
Den lille Bogblog