Lad mig tage din hånd af Tove Alsterdal
Jeg havde forventet en helt almindelig krimi, så da jeg kom i gang med Lad mig tage din hånd, blev jeg skuffet (my bad, skulle have nærlæst bagsiden af bogen). Det, jeg fik, var familiedrama. Bogen starter med at Charlie (rigtige navn, Camilla) dør. Styrter ned fra en altan på 11. etage. Alle går ud fra det er selvmord. Charlie var typen. Men langsomt bliver hendes søster Helene alligevel overbevist om at det var det måske ikke alligevel.
Helene er arkitekt, gift, har to små børn. Og hemmeligheder. Hun har valgt at fortælle hendes mand at hendes forældre er døde, at hun aldrig har haft en søster. Så da hendes hemmelige verden braser sammen om ørerne på hende, må hun gå gennem det alene. For nu er søsteren død, den alkoholiserede far er vagabond og overbevist om at Oluf Palme lever, og moren? Ja hun forlod hele familien, da Helene var 3 og Charlie 5.
Charlie har længe været besat af at finde moren, og da Helene opdager, at Charlie var i Buenos Aires kort før sin død, bliver hun nysgerrig. I sin jagt på sandheden om såvel morens som Charlies skæbne konfronteres hun med Argentinas brutale historie og kommer alt for tæt på skæbnesvangre hemmeligheder. Alle sporene leder tilbage til 1970'erne, hvor moren forelskede sig i en argentinsk flygtning og forsvandt sammen med ham.
Bogen slår sig på at være en thriller om passion og bedrag, men mest af alt er den bare meget lang. Vi følger skiftevis Helene i nutiden i en lidt ujævn fortælling (flere uger og måneder går på få linjer) hvor hun roder sig længere og længere ud, og hendes mor i 70'erne i Argentina. Ingen af tidslinjerne formår at være specielt spændende, og mens præmisset er interessant, så fik det mig bare aldrig ud på kanten af mit (bil)sæde. Morens oplevelser i det tyraniske styre formår at være tamme og ligegyldige på trods af de ekstremer, hun udsættes for, og Helene er så meget en kludedukke, at jeg aldrig kom til at holde af hende.
Den når dog alligevel op på de 3 stjerner med de sidste ca 15-20% af historien, der alligevel formår at være en tand mere energiske, og endelig sætter lidt fut i det hele.
Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2016
Helene er arkitekt, gift, har to små børn. Og hemmeligheder. Hun har valgt at fortælle hendes mand at hendes forældre er døde, at hun aldrig har haft en søster. Så da hendes hemmelige verden braser sammen om ørerne på hende, må hun gå gennem det alene. For nu er søsteren død, den alkoholiserede far er vagabond og overbevist om at Oluf Palme lever, og moren? Ja hun forlod hele familien, da Helene var 3 og Charlie 5.
Charlie har længe været besat af at finde moren, og da Helene opdager, at Charlie var i Buenos Aires kort før sin død, bliver hun nysgerrig. I sin jagt på sandheden om såvel morens som Charlies skæbne konfronteres hun med Argentinas brutale historie og kommer alt for tæt på skæbnesvangre hemmeligheder. Alle sporene leder tilbage til 1970'erne, hvor moren forelskede sig i en argentinsk flygtning og forsvandt sammen med ham.
Bogen slår sig på at være en thriller om passion og bedrag, men mest af alt er den bare meget lang. Vi følger skiftevis Helene i nutiden i en lidt ujævn fortælling (flere uger og måneder går på få linjer) hvor hun roder sig længere og længere ud, og hendes mor i 70'erne i Argentina. Ingen af tidslinjerne formår at være specielt spændende, og mens præmisset er interessant, så fik det mig bare aldrig ud på kanten af mit (bil)sæde. Morens oplevelser i det tyraniske styre formår at være tamme og ligegyldige på trods af de ekstremer, hun udsættes for, og Helene er så meget en kludedukke, at jeg aldrig kom til at holde af hende.
Den når dog alligevel op på de 3 stjerner med de sidste ca 15-20% af historien, der alligevel formår at være en tand mere energiske, og endelig sætter lidt fut i det hele.
LAD MIG TAGE DIN HÅND af Tove Alsterdal Oplæst af Githa Lehrmann ISBN13: 9788771463934 Lydbog, 13t 42m / Udgivet den 23. marts 2015 Original titel: Låt mig ta din hand [2014] |
Kommentarer
Send en kommentar