A Summer Fling af Milly Johnson
[ Bogen er købt brugt online. ]
Jeg er gået hen og blevet meget glad for lette, humoristiske og romantiske bøger, og Milly Johnson er lynhurtigt blevet én af mine go-to forfattere inden for genren. Hun skriver skønt, man er fanget af historien fra første side, og det kræver i sidste ende ikke så frygteligt meget af en som læser. Man skal bare slappe af og nyde det. Det er dog ikke altid helt nemt at slappe af, for tit skriver Johnson om en kvinde i en ubærlig situation - oftest er det en utro, løgmagtig røv af en mand, der skaber den dårlige stemning og jeg har flere gange siddet næsten dirrende af raseri over de uretfærdigheder, personerne udsættes for - SÅ SIG DOG FRA!!!Ahem. Men det går heldigvis som oftest som håbet til sidst.
I A Summer Fling følger vi hele 5 kvinder, og det blev næsten lige rigeligt. De første par kapitler havde jeg ikke den fjerneste idé om hvem var hvem, og hvad deres historie var og rodede det hele sammen. Undervejs som jeg lærte dem at kende stod de heldigvis tydeligere frem, men det er noget af en rodet start at blive smidt ud i. Men lad mig kort opsummere, den meget lange baggrundstekst:
Christie, en dynamisk og selvsikker kvinde, starter i nyt job som leder i en salgsafdeling (selve arbejdet er egentlig irrelevant). Her finder hun sine 4 kollegaer, der alle virker kuede og ret isolerede. Der er ingen hygge på det fælles kontor. Det er effektivt men koldt. Christies varme persona får dog snart tøet isen op, og et fælles venskab blomstrer frem.
Anna på 39 fik sit hjerte knust af sin forlovede og har siden isoleret sig fra omverdenen. Grace, i 50'erne, lever i et kærlighedsløst ægteskab med en mand, hvis opførsel kun gør ondt værre. Dawn er i gang med at planlægge sit bryllup, men både han og hans familie er ikke ligefrem det, hun havde drømt om. Og sidst men ikke mindst, Raychel på 28, bor sammen med sin kærlige mand Ben i et perfekt hus - men en grum forhistorie præger hendes livsglæde.
Graces historie var den, der fangede mig mest. Den er både uhyggelig og sørgelig på samme tid, og jeg kom lynhurtigt til at holde utroligt meget af hende. Dawn derimod kunne jeg næsten ikke forholde mig til - mest fordi jeg slet ikke ville kunne have accepteret den måde hendes kommende mand behandler hende på. Raychels historie syntes jeg ikke rigtig passede ind. Den kunne snildt have fyldt en hel bog for sig selv, og her blev den lidt for overfladisk fortalt og overvundet. Annas er den sjoveste og helt klart den med mest YAY-kærligheds effekt. Christie er mest bare limen, der binder det hele sammen og får de fire andre til at åbne sig, men hun er også dejlig fortalt.
Hvor Winter Flame og Spring Affair rent faktisk lever op til tematikkerne i deres titler (henholdvis Winter Wonderland og forårsrengøring) så mangler A Summer Fling noget sommer. Det er en dejlig rosenrød kærlighedsbog, men den kunne lige så vel have foregået i november. ... det er så også min eneste egentlig kritik.
Måske ikke den allerbedste af Johnsons bøger, jeg har læst, men den holder stilen, tonen og kærligheden. Jeg fløj igennem den og var godt underholdt på hver en side. Og hvad mere kan man bede om?
A SUMMER FLING af Milly Johnson ISBN13: 9781847392831 487 sider / Udgivet i 2010 |
Kommentarer
Send en kommentar