The Teashop on the Corner af Milly Johnson
[ Bogen er læst på Mofibo og derefter købt brugt. ]
Tre ulykkelige sjæle - én vidunderlig café og den helende kraft af kage, bøger og godt selskab.
Jeg har atter en gang ladet mig synke ned i en vidunderlig historie fuld af medgang og modgang - og igen har Johnson bevist sit værd. (og havde du spurgt mig snart 10 år siden, om jeg nogensinde ville læse denne slags bøger, havde jeg skreget af grin og havde prompte læst videre i mine fantasyhistorier)Typisk for Johnson følger vi atter en større kreds af mennesker, hvis liv flettes sammen - denne gang via deres møder i en hyggelig lille café.
Først er der unge Carla, som ved sin mands begravelse, til sin skræk opdager, at han aldrig havde ladet sig skille fra sin første kone, som nu kræver ejerskab over det hele. Så er der Will - en erfaren entreprenør, hvis kone forlader ham prompte, da hans firma går konkurs. Sidst men ikke mindst er Molly. En ældre kvinde hvis skrækkelige svigerdatter forsøger at tvinge på plejehjem, så hun og manden kan overtage huset. Molly har desuden en hård fortid med ikke bare ét men hele to ægteskaber, som begge endte i knuste hjerter. Herudover har vi en håndfuld andre dejlige personer såsom håndværkeren Shaun med en smertefuld barndom og Leni, den altid glade ejer af caféen - men som læseren også snart indser, har skeletter i skabet.
Men Carla er klar på en frisk, Will er en fighter og en optimist, og heldigvis kommer der snart støtte til Molly. The Teashop on the Corner er en dejlig og rørende bog, og jeg faldt 100% for alle dens personer. Johnson formår gang på gang at skrive om personer i vildt frustrerende situationer, hvor man næsten kan tude over det, men man ved også at man er så godt som garanteret en lykkelig slutning til sidst - selvom de skal igennem grueligt meget for at komme dertil.
Jeg håber virkelig, der er et dansk forlag, der vil tage Johnsons bøger til sig og give hende en chance på dansk - jeg tror der er rigtig mange læsere derude, der vil elske hende ligeså højt som jeg!
THE TEASHOP ON THE CORNER af Milly Johnson ISBN13: 9781471114649 492 sider / Udgivet i 2014 |
Sjovt, hende havde jeg hverken hørt om eller set på Storytel, selv om de har rigtigt mange af hendes bøger. Nu har jeg så lige føjet denne her til min læseliste.
SvarSletDen slags bøger er så hyggelige som "in-between-books". :-)