Fantasyfestival 2015

I går var jeg til Fantasyfestival i Esbjerg og sikke en oplevelse. Det helt store trækplaster var naturligvis Tamora Pierce, som da også var min primære grund for at køre knapt 2½ time hver vej. Jeg havde i alt 3 bøger med jeg håbede at få en autograf i.

Efter at have hørt hvor monster lang køen til hendes signering var om lørdagen stillede jeg mig i kø med det samme jeg ankom - 20 min før messen officielt åbnede kl 10. Den var lige godt halv elleve da jeg ærbødigt stod over den lille kvinde der har skrevet så mange fine bøger der i høj grad har formet min barndomslæsning. Jeg havde ikke planlagt at sige noget til hende, regnede med hun nok efterhånden havde hørt det hele, og koncentrerede mig bare om at sige tak og please og vise hende sedlen hvor jeg havde skrevet mit navn (som hun i øvrigt syntes var rigtig pænt - og ukendt. Ingen engelsk sprogede nationer kan hitte ud af et så simpelt navn som Iben. Det giver ikke mening i deres udtale).


Anyways, efter den lille hurra-oplevelse havde jeg et par timer til hendes foredrag kl 12:30 så jeg gik omkring og kiggede på stande og lyttede lidt med i Speaker's Corner, hvor jeg også fandt Haidi Wigger Klaris, der fortalte om tilblivelsen af hendes debut som forfatter med Skyggernes bog, der udkom lørdag (jeg anmeldte den i torsdags). Hun var så sød at signere mit eksemplar :)


Josefine Ottesen var der også om søndagen, så endnu en gang stod jeg i kø for at få signeret en bog. Jeg har kun selv læst bøgerne om Mira af hende, men dem er jeg til gengæld også meget glade for. Hun var virkeligt sød og helt nede på jorden, og vi fik en kort snak om alle de lag, der er i bøgerne for både de yngre og ældre læsere :)

Jeg købte ikke noget på messen; der var nogle gode tilbud, men det af det jeg ikke allerede ejede var enten alligevel for dyrt eller også var det bøger jeg ikke ville læse. Jeg er spændt på om det bliver større med flere stande næste år; når jeg snakkede med personalet fra Esbjerg Bibliotek (stor ros til dem!) så lød det til at det var en kæmpe succes - og det var nu også mit eget indtryk.

Kl 12:30 var det endelig tid til det jeg virkelig var kommet efter - foredrag med Tamora. Hun startede ud med at læse op af sin kommende bog om Aram's studieår og jeg var helt og aldeles solgt. Dertil skal også siges at damen virkelig har en god oplæserstemme. Herefter bad hun publikum stille hende spørgsmål om alt mellem himmel og jord og hun svarede i sin klingende amerikanske og fløjlsbløde accent. Det var så fedt et foredrag, man fik svar på en masse og rigtig megen interessant information om hvordan hun skriver. Hun var alt hvad jeg havde håbet på og mere. Hun havde stor humoristisk sans og hendes mand Tim bød flere gange ind og samspillet i mellem de to var så fint og sødt. Jeg forstår godt hvorfor hun siger de to ting hun er mest stolt af er hendes samlede værker og hendes ægteskab.


Da foredraget sluttede kl 14 besluttede jeg mig for at køre hjemad igen. Mine sanser var mættet og min ryg klagede. Jeg var totalt overtræt da jeg timer senere landede i min lejlighed men alt i alt var det en virkelig dejlig dag.

Kommentarer

  1. Åh, det lyder som om du har haft en fantastisk tur! Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke havde mulighed for at komme med, men det må være en oplevelse jeg gemmer til en anden god gang! :)

    SvarSlet

Send en kommentar

Lån løs på eReolen