Kvinden de meldte savnet af Sara Blædel

Da en kvinde bliver dræbt i England, viser det sig helt overraskende, at hun egentlig er dansk, og at hun i 18 år har stået på dansk politis liste over savnede.
Der er ingen spor efter gerningsmanden, så engelsk politi prøver i stedet at finde et motiv til drabet. Derfor beder de kriminalassistent Louise Rick fra eftersøgningsafdelingen undersøge, hvorfor en række danskere har indsat meget store beløb på kvindens bankkonto.
Det bliver starten på en større efterforskning. Da alt er afdækket, har man ikke bare fundet det chokerende svar, men hele sagen kommer også til at vende op og ned på alt i Louises liv.

Jeg hørte samtlige 8 af Sara Blædels krimier om Louise Rick og Camilla Lind i 2014. Jeg startede vist med 7. bog i rækken, De Glemte Piger, og blev ret imponeret. Herefter tog jeg fat i nr. 3, Kun ét liv, og også denne syntes jeg rigtig godt om. Så stod den på resten af bøgerne i rækkefølgen 4., 1., 5., 6., 2. og til slut den 8. Hvorfor jeg aldrig fik taget dem i rigtig rækkefølge kan jeg ikke rigtigt svare på. De fungerer ganske udmærket rodet helt sammen - det er "kun" detaljerne om Louise og Camillas liv der er lidt usammenhængende. Men samtlige bøger er gode til at opsummere hvad der er sket i de forgående uden at spolere noget, så det skadede ikke det mindste.

Det har svinget lidt hvor godt jeg har syntes om den enkelte bog. Nogle er helt klart bedre end andre og enkelte syntes jeg slet ikke godt om. Specielt Dødsenglen fandt jeg enormt langtrukken, og Dødesporet var jeg også meget uimponeret over. Det var derfor med stor spænding at jeg gik i gang med sidste skud på stammen, Kvinden de meldte savnet (atter som lydbog). Blædel har selv udtalt af denne bog bliver den sidste i serien og jeg var specielt interesseret i at se hvad det hele ville ende med. Jeg har aldrig været forfærdelig tæt knyttet til hverken Louise eller Camilla, men nysgerrig er man jo altid.

I Kvinden de meldte savnet myrdes en kvinde i England, der viser sig at være blevet efterlyst i Danmark 18 år tidligere - af Eik. Louise trækkes ind i efterforskningen, der også snart breder sig til Danmark, og både arbejdsmæssigt og på kærlighedsfronten må hun tage nogle store beslutninger.

Som overordnet var jeg glad for bogen. Den pakkes fint sammen med sløjfe ovenpå, alle mysterier løses, alle er glade, hurra. Men når jeg så sidder her nu og kigger nærmere på det hele, mindes jeg blandt andet hvor meget det irriterede mig, at Louises følelsesregister var all over the place. Man vidste aldrig rigtig, hvor man havde hende, og jeg syntes der var mange gentagelser i det. Historien med Eiks fortid og den dræbte kvinde virkede lidt forceret, som om nu skulle det hele bare passe sammen i det større puslespil, og Camillas rolle som journalist var lige så presset. Nu vil jeg ikke afsløre for meget, men der er et tema i bogen vi blandt andet kender fra Jojo Moyes bestseller, og den måde det hele præsenteres på, og hvordan personerne hver især giver deres besyv med om lige deres holdning til det, virker lidt som om Blædel lige ville op på en sæbekasse

Afslutningsvis kunne man næsten fristes til at tilføje et og de levede lykkeligt til deres dages ende ved bogens slutning. Men det er med et glimt i øjet at jeg brokker mig lidt, for jeg syntes som sagt overordnet godt om den. Den føltes lidt for kort, og var lidt for hurtigt overstået og der var nogle svagere punkter, men alt i alt var det en god afrunding på en bestseller af en krimiserie.

KVINDEN DE MELDTE SAVNET
Louise Rick/Camilla Lind #9
af Sara Blædel
ISBN13: 9788771593471
MP3 lydbog - 7 t., 10 m. / Udgivet den 7. november 2014

Review by Iben Jakobsen, BoB, 2015

Kommentarer

Lån løs på eReolen