BogForum 2016

Så kom dagen jeg har ventet så længe på - og egentlig også været ganske negativ omkring. Min negativitet stammer fra uheldig timing og et program, jeg bare ikke kunne få til at hænge sammen. Jeg havde forlængst aftalt at tage med Randers Biblioteks bus til Bogforum og vi var planlagt til en ankomst ca kl 12:30 lørdag - og det virkede bare som om at alt det fede foregik fredag eftermiddag og lørdag morgen. Jeg gik derfor glip af forpremieren på Monster i biografen fredag og bloggerbrunch med forfattere lørdag. Men vores bus var takgudskelov tidligt på den og vi ankom 11:55 - tidsnok til at høre lidt af Patrick Ness' sidste interview og få vores bøger signeret :D

Kl 13:20 skulle jeg høre Lucinda Riley fortælle om sin nystartede serie (som i øvrigt lyder vældig spændende, selvom jeg er lidt skeptisk over en serie, når hun nu altid har holdt sig til enkeltstående historier) og herefter fik jeg også signeret min udgave af Midnatsrosen.

Kl 14 var det tid til at troppe op på Plusbog's stand til bobler, kage og små fingersandwich, mens der blev holdt tale og vinderen af Danish Book Blog Award 2016 blev udnævnt (jeg var nomineret, husker i nok ;) [men ikke i top5 finalen]
Vinderen blev alletiders fynbo - Rikke fra Paperback Castles og der skal lyde et kæmpe tillykke herfra. Mere fotogen, sød, vellæst og velformuleret pige skal man lede længe efter. Fuldt fortjent sejr :)

Kl 15 inviterede Tellerup os backstage til lidt flere bobler og hyggesnak med forfattere og havde minsandten en fin lille overraskelse til os - den spritnye danske oversættelse af Sarah J Maas' Throne of Glass: Kongens forkæmper.

Kl 17:30 kunne jeg lige nå at få signeret mit eksemplar af Som fortjent af Belinda Bauer og ærgre mig gul og grøn over, jeg havde glemt min Paul Cleave bog derhjemme. Denne skønne kiwi mobbede mig lidt og skrev mig en hilsen på en seddel i stedet - og så ses vi forhåbentlig på Krimimessen 2017 (som jeg vandt søndagsbilletter til på Krimimessens stand - og Tess Gerritsen kommer også til at være der!!)

Herudover fik vi selvfølgelig travet op og ned og rundt omkring i hele messen (var da også lige en tur inde og vende i børnebogforum), og fik besøgt eller i hvert fald set så godt som alle stande. Tiden var knap, i og med vores bus skulle køre kl 18, og 6 timer er bare ikke nok til så stor en dag. Jeg vil derfor også sikre mig næste år at være der fra morgenstunden af. Jeg har en løs aftale med 3 tidligere kollega om at køre derover sammen, men endelig planlægning må vente til programmet viser hvilken dag, der kræver min tilstedeværelse (og det ville jo også være fedt at kunne være med til bloggerdinner efterfølgende).

Jeg skal på falderebet huske at sige et stort tak til Arnold Busck for indgangsbillet og lækker goodiebag, til forlagene Alvilda og Dreamlitt for de lækre nye anmeldereksemplarer, de sendte med mig hjem, og til både Gyldendal og Lindhart & Ringhof for de invitationer, de så venligt sendte mig.



Kommentarer

  1. Lyder alligevel som en herlig dag. Ville sådan ønske jeg kunne komme med, men oh well, det må blive en anden gang.

    SvarSlet
  2. <3 Åh, tak for de sødeste ord, Iben. Det betyder alverden. Og i øvrigt fanger dit billede af mig vist meget godt, hvor genert og febrilsk jeg var i dét øjeblik.

    Det var så hyggeligt at støde på dig på messen! Det lyder også til, du havde en skøn dag!

    SvarSlet
  3. Hvor dejligt at du havde en god dag - men åh kun 6 timer? Det ville jeg slet ikke kunne holde til :D

    SvarSlet
  4. Lyder som om, at dagen alligevel endte godt :)

    SvarSlet

Send en kommentar

Lån løs på eReolen