Månesøsteren af Lucinda Riley

[ Bogen er hørt som lydbog. ]

Du kan læse mine anmeldelser om de foregående bøger i serien her:

Månesøsteren er femte bog i Rileys bestsellerserie De Syv Søstre, og i den følger vi Tiggy og hendes spanske aner.

Vi har hørt lidt om Tiggy i de tidligere bøger, men nu er hendes elskede job i hjortereservatet desværre slut og hun må finde nyt arbejde i det skotske højland. Hun bliver hyret som vildtkonsulent på det store afsidesliggende gods Kinnaird, og her begyndte jeg så småt at ryste lidt på hovedet. Riley har lidt for travlt med at skrive en god historie, at hun glemmer, der altså også godt må være lidt mening med baggrunden. Tiggy og hendes nye chef, den lidt ældre laird (godsejer), klinger rigtig godt sammen, og han er tilsyneladende så vild efter at ansætte hende, at det er ligegyldigt der stort set ikke er noget arbejde for hende at tage sig af. Så er der så nogle rare kollegaer, chefens vilde datter og den onde stedmor, og noget mere drama i kulissen med mulig konkurs og følelser, etc. Der var meget, men samtidigt føltes det egentligt som meget lidt - tempoet var dræbende og Tiggy virkede til at have en langt dybere forbindelse til alt og alle, end det man som læser var blevet præsenteret for. Jeg manglede nogle begrundelser, noget opbygning for at kunne godtage historien.

Jeg var langt mere interesseret i Lucías historie. Sigøjneren Lucía Amaya Albaycín bliver født i 1912 uden for den andalusiske by Granada. Hun viser sig at være den fødte flamencodanser og allerede som 10-årig optræder hun i Barcelona. Hendes passionerede dans fører hende rundt i Spanien og endda ud af landet og over havene. Men lidenskaben bringer ikke nødvendigvis noget lykkeligt liv. Jeg fandt denne historie gribende og lod mig glædeligt føre 100 år tilbage i tiden, hvor man følger Lucía og hendes familie.

Men mens jeg nød at lade mig opsluge af Lucías trængsler, så må jeg nok indrømme at det meste af Tiggys historie gik mig lidt på nerverne. Ikke mindst fordi jeg også synes, der er nogle elementer der er ret nedladende, hvor jeg havde brug for at Tiggy bare forsøgte at lade som om hun hører til i det 21. århundrede og bad et par krævende mandsfolk om at lukke røven og skride. Men nej. Dørmåtten Tiggy siger hverken til eller fra, mens andre gentagne gange tager beslutninger hen over hovedet på hende.

Alt i alt er det en bog, jeg nok egentlig kan brokke mig meget over, men, samtidig var det også en ganske fin læseoplevelse. Jeg er på ingen måde færdig med at læse om de syv søstre, men jeg håber at Riley strammer lidt op. Tiggys kærlighedsplot og dramatikken blev lidt for søgt i bogen her.

Bog 6, Solsøsteren, udkommer på dansk den 21. november.


MÅNESØSTEREN
De Syv Søstre #5
af Lucinda Riley
ISBN13: 9788763860079
Lydbog, 20t 15m / Udgivet den 8. november 2018
Original titel: The Moon Sister [2018]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2019

Kommentarer

Lån løs på eReolen