Sunshine over Wildflower Cottage af Milly Johnson
[ Bogen er købt brugt online. ]
Sunshine over Wildflower Cottage er Johnson i en nøddeskal. Den er super godt skrevet, er mega fængende, følger adskillige hovedpersoner, der alle skal så grueligt meget igennem og den får læseren helt ud på kanten af sædet - også selvom man ved at hendes bøger altid ender godt.
Bogen handler om Viv, der faktisk slet ikke er så vild med dyr - og de virker ikke glade for hende. Så derfor er det ekstra mystisk at hun vælger at søge arbejde på et dyreinternat som er hjem for en rodet blanding af dyr fra æsler til ugler. Men der er dog lidt logik for hendes arbejde består af papirnusseri og kontortimer - eller det troede hun da. Hun opdager snart at man må hjælpe til lidt over det hele, når man arbejder på Wildflower Cottage. Men hvorfor er hun der overhovedet? Hvorfor blev hun ikke bare hjemme i den trygge by, hvor hun opvoksede? Viv søger svar, og dem kan hun finde der - og forhåbentlig inden hun og ejeren Heath kommer helt op og slås. Magen til røvhul, har hun da aldrig mødt før. Men han er godt nok pæn ...
En anden kvinde på Wildflower Cottage er Geraldine. Hun har en hemmelig fortid og søgte tilflugt på internatet akkurat som dyrene - men nu trues stedet og kan både hendes hemmelighed holdes, og hendes fremtid sikres?
Tredje og sidste kvinde er Vivs egen mor. En farverig og frisk singlekvinde, der føler sig fortabt uden sin datter. Men på arbejdet møder hun den perfekte mand - han er så sød og venlig og helt forgabt i hende. Men der er noget der nager ...
Jeg vil ikke afsløre mere; der er rigtig mange ting, der udvikler sig undervejs og det skal man læse sig til. Kan man lide Johnsons andre bøger, bør denne også gå rent ind. Har man aldrig læst hende før og er til engelske kærlighedsromaner, kan jeg kun anbefale hende.
SUNSHINE OVER WILDFLOWER COTTAGE af Milly Johnson ISBN13: 9781471140488 512 sider / Udgivet i 2016 |
Kommentarer
Send en kommentar