Kenya 2016 #2 - Dagbog

Jeg har som tidligere nævnt lige været på lækker 2 ugers vinterferie til Kenya, hvor min far har en militærstilling de næste par år. Her er min dagbog med en masse dejlige billeder :)

Mit første indlæg om Kenya og de bøger, jeg havde med kan du finde her.


Søndag 31/1
Mor og jeg stod op kl 3 og kørte til Aalborg Lufthavn og fløj herefter til Nairobi via Amsterdam med KLM. Vi ankom godt kl 19:30 lokal tid (17:30 dansk tid). Far hentede os i lufthavnen og kørte os tilbage til hans hus.

Mandag 1/2
Elefantbørnehjemmet. Vi havde set BBC dokumentaren, og mor havde læst bogen skrevet af Daphne Sheldrick, og nu var det tid at se stedet selv: The David Sheldrick Wildlife Trust's Orphans' Project. Forældreløse elefantunger fundet i naturen, der ikke kan klare sig selv i jordens herligste børnehjem, hvor turister hver dag fra 11-12 kan få lov at stå rundt om et vandhul og måske klappe en baby efter den har fået en sutteflaske eller to. Vi var svært begejstrede :)




Tirsdag 2/2
Hvor mandag omhandlede elefanter, stod tirsdag i giraffernes tegn, og vi besøgte African Fund for Endangered Wildlife - også kaldet Giraffe Center. Her avler de giraffer af arten Rothschild og sætter efterfølgende dyrene ud i naturen igen. I mellemtiden kan man som heldig turist få lov at at håndfodre de smukke dyr, der har en lang sort antiseptisk tunge. Er man modig, kan man også tage en lille foderpille mellem læberne og få en tungeslasker! (det er pissesjovt! har desværre ingen billeder af migselv der gør det - har til gengæld jordens bedste selfie xD). Der rendte desuden vortesvin rundt inde ved girafferne. Og udenfor. Og alle vegne. Vortesvinene er Kenyas svar på harer.
Herefter tog vi en tur omkring Karen Blixen Museet. Jeg har aldrig læst hverken bogen eller set filmen, men min mor er stor fan og jeg var da også nysgerrig. Vi havde en rigtig dygtig guide, der gav en grundig tur rundt i huset og haven.


Onsdag 3/2
Hele dagen fra solopgang til næsten lukketid kørte vi rundt inde i Nairobi National Park. Jeg har tidligere været i Tsavo, der er kolo-enorm og hvor man skal have chauffør på. I nationalparken kan man køre rundt i egen bil og se på dyr. Vi så ikke frygteligt meget i starten (der er desuden heller ikke elefanter i parken overhovedet), men over middag og ud på eftermiddagen fandt vi dyrene - og 8 næsehorn, hvoraf 3-4 var unger! Vi så desværre ingen store katte, hvilket ærgrer mig meget - dem har jeg endnu til gode. Sidst på dagen tog vi tilbage til elefantbørnehjemmet og så babyerne få deres aftenflaske og blive puttet. De alleryngste (fra 3 uger gammel) havde tæppe på og er konstant i selskab med deres menneskelige plejefædre, der også sover i stalden hos dem :)



Torsdag 4/2
Torsdag var vi i Mamba Village, hvor de har krokodiller og skildpadder. Lidt en fuser, for de virkede ikke til at have megen respekt for dyrene og var mere interesserede i at tjene penge. Men der var godt vejr.


Fredag 5/2
Fredag var en spændende dag - vi skulle på guidet rundtur i Nairobis slumkvarter Kibera. Her bor mere end 1,5 mio mennesker i blikskure og lerhytter (og betaler husleje, vel at mærke). Snævre veje med dybe rande af mudder (kære Gud, lad det kun være mudder). Kibera Tours er en rigtig fin måde at vise en lidt mørkere side af tilværelsen frem uden at udstille nogen. 2 unge lokale mænd var vores guider og tog os rundt i slummen til forskellige projekter oprettet af lokale. Vi besøgte Victorious Bones Craft Croup - et bensliberi startet af 3 arbejdsløse mænd i 2006 nu med adskillige flere tilknyttet. De bruger affaldsmaterialer fra slagterier til at lave fine smykker, skåle, hårpynt, etc. af knogler. Vi besøgte The Power Women Group - 15 HIV smittede kvinder, der er gået sammen for blandt andet at bekæmpe uvidenhed om HIV og aids, samt reducere fattigdommen i deres fællesskab i Kibera ved blandt andet at lære dem håndarbejde, de kan tjene penge på. Herudover har de en slags børnehave, der passer deres mange børn, mens kvinderne arbejder. Vi havde en sækfuld legetøj med til børnene, der var vildt begejstrede - men begejstringen stod allerhøjest, da jeg satte mig ned med mit kamera og viste dem de billeder, jeg havde taget af dem :) Jeg blev straks omringet!
Herefter besøgte vi en skole, der havde omtrent 100 børn af alle aldre i et stort blikskur med de mest dedikerede lærere, der brændte for at give børnene en bedre fremtid. Skolen lever af donationer - der er ingen hjælp fra regeringen der.
Turen var en meget anderledes oplevelse, der virkelig kan anbefales. Vi følte os 100% trygge - ikke nok med at vores guider hele tiden sørgede for at en gik foran os og en bagved, så virkede folkene i slummen også bare enormt venlige og imødekommende. De har så uendeligt lidt i forhold til os, men de er stolte af det, de har, og møder man dem med et smil, vil de gerne vise det frem. Pengene, vi betalte for turen (2500 shilling pr mand), går hovedsageligt til de 3 projekter, som vi også donerede ekstra til eller købte varer hos undervejs.
På trods af at slummen til dels er en enorm losseplads med uhumskheder og affald overalt, så er folk pæne og rene i tøjet. Dette gælder desværre alle beboede steder i Nairobi/Kenya. De har ikke skraldevogne som sådan og har tilsyneladende ingen affaldskultur, så de smider bare tingene på jorden ligegyldigt hvor de er. Så naturen i byer ser frygtelig ud, men folk er pæne og rene og flotte i tøjet, meget smarte faktisk. Der er mange kontraster.



Lørdag 6/2 - Onsdag 10/2
Vi stod tidligt op kørte til Nairobi lufthavn og fløj til Mombasa (og passerede Kilimanjaro!), der ligger ved det Indiske Ocean. Her skulle vi bo i en halv uge på det lækre resort Voyager - et virkeligt spøjst hotel med maritimt tema og jordens bedste morgen, middag og aftenbuffet! Og ja, så var der generelt bare ret lækkert. Der blev solbadet og poolbadet og endda havbadet ;)
Tirsdag besøgte vi desuden i træskærefabrikken Akamba Handicraft Industry Cooperative Society, der består af en lokal stamme, der har et kooperativ sammen og på et stort område har håndværkspladser og en kæmpe hal, hvor de sælger deres udsøgte trævarer og smukke figurer. 20% af en solgt vare (mærket med pris og håndværkers nummer) går til kooperativet, 80% går til den enkelte træskærer. Jeg købte en del (igen. Det gjorde jeg også i 2011, da vi var der sidst).



Torsdag 11/2
Torsdag stod på afslapning og en tur til Kazuri - Kazuri startede i 1975 som en lille workshop, der eksperimenterede med håndlavede perler af ler og fokuserede på at give arbejde til enlige mødere, der har behov for en fast indkomst. I dag er de vokset til en langt større virksomhed, der producerer og eksporterer uendelige mængder af perler og andet lertøj, og deres smykker er helt fantastiske :) (jeg gik ret meget amok og købte ALT!)


Fredag 12/2
Fredag var vi med far på arbejde. Han arbejder med undervisning af militærpersonale og i denne sammenhæng skulle han sidde med i et ekspertpanel om temaet "gender". Det var super interessant - der er mange lande der absolut ikke har samme frisyn om kvinders ret og kunnen, som vi har herhjemme.


Lørdag 13/2
Lørdag formiddag så vi en sidste gang på babyelefanter og skulle have været med flyveren hjem om aftenen, men kort før vi skulle ud til lufthavnen, fik vi besked om, at vores afgang var blevet rykket til kl 10 søndag formiddag.



Søndag 14/2
Det blev så til et 3 timers mareridt, før vi endelig kom ombord på flyveren. Vi var i lufthavnen kort efter kl 6 og fandt ud af, vi var ikke blevet ombooket til den nye afgang, og vi stod i den ene lange kø efter den anden, skrækslagne for om vi overhovedet kom med. Kl 9:20 lykkedes det dem dog endelig at få os tjekket ind, hvorefter vi måtte sætte i løb igennem paskontrol, security og jordens længste lufthavnsterminal for at nå til gaten i tide - Final boarding call havde allerede lydt i højtaleren!
Men det lykkedes. Selve flyveturen til Amsterdam var ganske behagelig, og jeg fik set ikke mindre end 4 film undervejs. Oprindeligt skulle vi have ankommet i Aalborg kl. 11:40 søndag, men på grund af forsinkelsen skulle vi i stedet nu flyve over København og landede derfor først i Aalborg kl. 23:50. LANG DAG! Heldigvis havde vi begge været så fornuftige at tage ekstra fri mandag også, så vi lige havde en dag at komme til hægterne, få sovet ud og vasket tøj. Det har været hårdt at komme tilbage til hverdagen igen (shit der er koldt her hjemme!) men jeg har heldigvis mange gode minder at varme mig ved.

Kommentarer

  1. Sikke en fantastisk tur, og hvor har I set meget! Skønne billeder! :D

    SvarSlet
  2. Det lyder som en fantastisk tur!

    SvarSlet
  3. Utroligt du også havde tid til at læse, med alle de steder og dyr du har set :) En skam med de store katte. Dem vil jeg også gerne se i deres rette element!

    SvarSlet
  4. Hvaaaa, vil din far ikke også gerne have besøg af mig??? :P
    Hvor ser det bare absolut fantastisk og overvældende smukt ud, alt sammen!
    Det lyder til at I havde en virkelig god tur - måske bortset fra flyproblemerne på sidstedagen. ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hihi, jeg tror han er ret booket fra samtlige familiemedlemmer ;)
      Total lækker tur, selv det negative søndag kan ikke overdøve resten!

      Slet

Send en kommentar

Lån løs på eReolen