Drømme på flugt af Elisabeth Laird

[ Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. ]

Hvor tager man hen, når man ikke kan tage hjem?
Drømme på flugt er en indsigtsfuld og rørende bog om borgerkrigen i Syrien og det, den har gjort mod sit folk. Omar på tolv er bogens hovedperson, og gennem ham får vi hans families historie.

Familien bor oprindeligt i Bosra, hvor Omar og hans søskende går i skole, og Omar arbejder i sin onkels butik om morgenen, og sælger postkort for sin fætter om eftermiddagen. Omars far arbejder for regeringen, og hans mor er naturligvis hjemmegående. Familien har jordens mest uheldigste timing og flytter pga farens arbejde til byen Daraa kort før borgerkrigen for alvor bryder ud, og de fanges i et mareridt. Gennem Omar finder man som læser ud af, hvordan det er at bo i en by under militær belejring, hvor bomber falder om ørerne på én, og hvordan situationen forværres fra dag til dag. Omars storebror Musa er involveret med en gruppe politiske aktivister og ønsker inderligt at befri Syrien fra undertrykkelse - og det kan koste hele familien livet, hvis nogen opdager det.

Det er en bog om en familie, der fordrives igen og igen, og konstant sættes under hårdere og hårdere pres efterhånden, som de mister alt. Vi får gennem faren den loyale arbejder, der tror på regimet. Gennem Musa, den oprørske ungdom, der vil have frihed - men ikke nødvendigvis vestlige normer. Vi ser gennem Omars mor og søster Iman en mandsdomineret verden, hvor de kan håbe på det bedste, men ikke har noget at skulle have sagt. Og vi ser gennem Omar den forvirring og vantro, han står tilbage med, når hans egne landsmænd angriber og dræber hinanden, og hans og så mange andres barndomme går tabt. Bogen giver også et indblik i flygtningelejre, og hvor uværdigt mange må bo i meget lang tid.

Bogen er super flot skrevet, letlæselig og Omar og hans families historie rørte mig dybt. Det kan sjældent skade nogen at sætte sig selv i andres sted - og gennem bogen her lærte jeg en hel del om Syrien og dets folk - og hvordan det må være at miste alt og indse man kan kysse sine drømme farvel - det er en bog, der virkelig illustreres godt af sin oprindelige engelske titel: Welcome to nowhere.

Jeg kan på det varmeste også anbefale lydbogen, da oplæseren Emil Bodenhoff bare giver den så meget ekstra liv. Han udtaler det arabiske rigtigt (eller okay, for mine utrænede ører lyder det i hvert fald korrekt) OG - han giver Musa en stemme. Musa er spastisk lammet, og i bogen får man lige kort at vide, at Musa snakker med den der lidt snøvlende stemme, som mange (undskyld paraplybegrebet) handicappede gør. Herefter nævnes det ikke rigtig igen, og det er op til læseren at huske det. Men oplæseren formår at give ham den stemme hele bogen igennem, og uden at han på noget tidspunkt er uforståelig (eller at det bliver en fornedrende karikatur). Musa er super intelligent, men via lydbogen mindes man også hele tiden om hans handicap, og hvordan han holdes tilbage af sin egen krop.

Noget, man ikke rigtig kan undgå, er det politiske budskab.  Laird giver læseren en opsang i forordet, og senere kommer Omar med en direkte kommentar/ledende spørgsmål til læseren. Laird vil tydeligvis sætte fokus på, at vi behandler flygtninge uværdigt. Hun har besøgt og arbejdet i adskillige udsatte områder, og heriblandt også i flygtningelejre i Jordan, og hun har med egne øjne set, hvordan der kæmpes for at hjælpe disse strømme af flygtninge, men med alt for få ressourcer. Flygtningekrisen og krigen i Syrien (og så mange andre lande efterhånden) er en højbetændt situation, og jeg har ingen af svarene - men jeg tænker, at lidt empati og forståelse er et godt sted at starte -- og her kan jeg på det varmeste anbefale Drømme på flugt til unge såvel som voksne.


DRØMME PÅ FLUGT
Hvor tager man hen, når man ikke kan tage hjem?
af Elisabeth Laird
ISBN13: 9788740038170
272 sider / Udgivet den 22. august 2017
Original titel: Welcome to nowhere [2016]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

Kommentarer

Lån løs på eReolen