Kongelig snigmorder af Robin Hobb

[ Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. ]

Efter at være blevet oplært til snigmorder og have overlevet de første hårde prøvelser i Snigmorderens lærling er den unge Fitz tilbage ved hoffet i Bukkenborg. Her må han fortsætte sin ensomme kamp for at beskytte De Seks Hertugdømmer, mens kongen er sat ud af spillet af en mystisk lidelse og kampen om, hvem der skal overtage tronen efter ham, allerede raser i det skjulte.
Jeg har haft ret travlt i efteråret med deadlines på lektørbøger og tænkte, jeg lige kunne være smart og komme på forkant med anmeldereksemplarerne ved at lytte til bogen her som lydbog. Jeg fortyder det ikke ... men det gjorde jeg lidt undervejs. Den er super godt oplæst, og det er en fornøjelse. Men de der 710 sider? De tager knap 33 timer at høre! Fååårk det er en lang lydbog xD

Med det sagt, så er jeg så super taknemlig for, at forlaget Cicero har taget den her gigant serie til sig. Den er over 20 år gammel, men episk fantasy har ingen sidste salgsdato. Kongelig snigmorder fortsætter hvor Snigmorderens lærling slap, og vi følger fortsat Fitz ind i livet som mere eller mindre (ung)voksen. Han vender tilbage til Bukkenborg, og atter er der den store trussel fra Rødskibspiraterne - men også inde på borgen er noget helt forkert. Kongen er syg, men ingen ved rigtigt af hvad, Verity sidder i sit tårn, og Regal... ja han er Regal.
Fitz har travlt med en masse pligter, men han får sig også en ny følgesvend - men det vil jeg ikke afsløre for meget om - den vidunderlige ven skal man læse sig til :)

Hobb har bygget en fænomenal stor verden op og hun forstår at udnytte det til fulde, og har beboet den med et væld af mennesker, der skal vise sig at spille større eller mindre roller i Fitz liv. Det er langt fra nemt at være en kronprins' bastard, og han finder sig gang på gang isoleret og alene, selvom han er omgivet af mennesker. Han er blevet pålagt en lang række af hemmeligheder og hans troskab til kongen er en hård vej at følge til tider.

Kongelig snigmorder er en meget lang bog, og der sker rigtig meget - men ofte ikke sager med de helt store armbevægelser. Meget af det er sådan lidt trivielt - lige indtil man pludselig fanger, at det hænger sammen i et større billede og har ledt op til noget vildt. Der sker dog også ting af stor betydning, som ikke kræver nogen form for analyse for at gennemskue, og jeg er virkelig begejstret for udviklingen. Der er intriger og drama og neglebiden til den helt store guldmedalje, og Hobb går linen ud. Her er ingen kære mor! Jeg har stadig enorm lyst til at myrde prins Regal, men forhåbentlig får han, hvad han fortjener engang (snart!). Jeg glæder mig voldsomt til at læse tredje bind i serien, Assassin's Quest, som efter planen skal udkomme på dansk i foråret 2018.


KONGELIG SNIGMORDER
Farseer trilogy #2
af Robin Hobb
ISBN13: 9788763848886
710 sider / Udgivet den 7. september 2017
Original titel: Royal Assassin [1996]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

Kommentarer

Lån løs på eReolen