Tanker om det at modnes som læser

Efterhånden som jeg så småt nærmer mig de 30, lægger jeg mærke til, hvordan jeg finder mere ro i chick lit om de lidt ældre kvinder (altså dem i 30'erne eller 40'erne) som først der omkring oplever den store kærlighed, finder meningen i livet, etc - eller om dem, der egentlig allerede har det hele, men nu skal igennem en træls periode, der minder dem om hvor glade de faktisk er for det, de har.

Jeg ELSKER stadig YA, men hvor meget jeg end forsøger at benægte det, så er jeg jo lige de der 10-15 år ældre end de fleste karakterer i den genre. Min søgning efter, hvem jeg er, er vist efterhånden indstillet, og min dannelsesrejse er - okay måske ikke ligefrem slut, men i hvert fald en del længere fremme. Og det samme kan siges om NA. Her hører jeg stadig nogenlunde hjemme, men jeg har efterhånden alligevel scoret en del voksenpoint og kan heller ikke her helt relatere længere. Jeg har løbet hornene af mig (og, let's face it, jeg var et kedeligt barn og en endnu kedelige teenager; der har aldrig været meget ungdomsoprør over mig).

Jeg hygger mig gevaldigt med bøger fra begge unge genrer og lader mig rive med og hvirvles væk fra virkeligheden for en stund. Men jeg er sjældent emotionelt investeret i dem, som jeg var engang. Selvfølgelig kan jeg blive rørt og være helt vild med historien, men det står ofte tydeligt for mig, at jeg bare ikke længere altid er på bølgelængde med personerne og deres handling. Hvor de lader sig opløse i gråd over - ja noget teenagefnidder -  der er jeg mere tilbøjelig til at blive irriteret på dem, end føle med dem.

Så nu føler jeg altså altså mere og mere hjemme i de voksne kærlighedsromaner og chicklitten. Ikke det der helt vildt fjollede, uha se mig, hvor er jeg klodset (Kinsella fx [total fordom, har aldrig læst noget af hende]), snarere, årh fuck jeg bliver snart 40, min røv er på størrelsen med månen, hvor er mr. Right, og har jeg overhovedet brug for ham? (og svaret er ja). (som fx: Mhairi McFarlane, Milly Johnson, Trisha Ashley, Lindsey Kelk, (noget af) Jojo Moyes)

Chick litten var en genre, jeg før altid gik langt uden om -  og selvom der også er så meget andet godt at læse, så er det nu blevet en genre, hvor jeg (med den rette bog/forfatter) bare kan slappe helt og aldeles af. Jeg kommer nok aldrig til at holde op med at læse hverken YA eller NA. Men selvom de også er skønne, så er det bare også rart med hovedpersoner, man rent faktisk kan spejle sig lidt mere i. Bare lidt.

Det er selvfølgelig naturligt, at mine præferencer ændrer sig med alderen, og at mit liv og mindset har stor indflydelse på, hvad jeg søger efter i litteraturen. Som 29-årig single med karriere, eget hus og så videre, så er det jo bare den der evindelige søgen efter kærlighed og selskab, det hele koger ned til, og der bliver bøgerne erstatningen for nu. Hvad man ikke har, kan man læse sig til - akkurat som når man tager på eventyr med Bilbo Baggins, Katniss Everdeen eller Harry Potter.

Er du stødt på samme udfordring med litteraturen, efterhånden som du bliver ældre?