Brunch hos Turbine


Lørdag den 28. april kl 10:30 troppede jeg op på havnefronten i Aarhus til brunch hos Turbine. De havde inviteret mig og en håndfuld andre bloggere til at mødes med Peter Mogensen, der har udgivet sin første spændingsroman - den politiske thriller I Bjørnens Kløer.

Allerførst (allervigtigst): Hold da wow en brunch. Jeg siger ikke, andre forlag ikke sørger godt for os, men det her - det var ren luksus!


Jeg har ikke selv haft mulighed for at læse bogen endnu, men Peter solgte den rigtig godt med sine fortællinger. Han har selv i lang periode arbejdet i Statsministeriet for Nyrup og ved præcist hvordan tingene fungerer på Borgen og i de forskellige ministerier - hvilket også er noget han lægger meget vægt på i bogen - at det er realistisk.

Over brunchen fortalte han blandt andet om, hvordan det overhovedet var gået til, at han var begyndt at skrive (han havde ikke noget at læse med på ferie i Toscana) og hvordan han undervejs med hjælp fra forlaget og andre fik skåret det overflødige fra og gjort den helt skarp. Det har også været noget af en balancegang mellem realisme og fiktion, da den er sat i dansk politik da Rusland invaderede Krim - men med fiktive danske politikere og andre, der skal stilling til slagets gang. Peter understreger at han med sin fortid ikke er ude på at afsløre nogen statlige hemmeligheder eller kaste nogen for løverne, og selvom visse personer har været inspirationskilder for bogens karakterer er ingen direkte skrevet med i bogen.

Bogens bagsidetekst:
Danmark får til opgave at lede FN i en periode hvor verden inden for få uger skal tage stilling til om Tjetjenien skal have sin selvstændighed fra Rusland. For den russiske præsident Sorokins muligheder for at forsætte som præsident vil dette være en fatal beslutning, og for USA vil den være et tegn på, at USA er tilbage som leder af verdensscenen.
Den tidligere jægersoldat Henrik Foss, nu nummer to i det største oppositionsparti Venstre, med udsigt til at blive Danmarks næste udenrigsminister, udsættes pludselig for en massiv afpresning da hans to sønner og ekskone kidnappes.
I skyggen af de to stormagters internationale politiske armlægning kastes Danmark ud i en for offentligheden hemmelig regeringskrise, som inden for få døgn eskalerer til et stadie af total panik, hvor kampen for at redde Foss’ familie blandes sammen med kampen om regeringsmagten efter det kommende folketingsvalg.

Alt i alt en super hyggelig formiddag i dejligt selskab, selvom det blev lidt knebent med tid - jeg skulle jo hjem og deltage i weekendens readathon! Jeg glæder mig til at læse bogen, og efter alt at dømme på de bloggere, der allerede havde læst den, så er den virkelig spændende.

I Bjørnens Kløer udkom den 25. april.

Kommentarer

Lån løs på eReolen