Kommende bøger - April 2018
Vi havde jo bare en pause - Lindsey Kelk
Der findes intet værre end den sidste dag en ferie – det skulle da lige være den sidste dag i et forhold. Liv og Adam er på deres drømmerejse og aftenen inden de skal hjem, tror hun at han vil fri til hende. I stedet sætter Adam deres forhold på pause. Alle deres venner synes at de er vanvittige, og mens Liv begraver sig i sit arbejde, så prøver Adam at komme op af det hul, han har gravet for sig selv. Snart vokser den lille pause til en afgrundsdyb kløft, og spørgsmålet er om de kan finde tilbage til hinanden og vigtigst af alt, er det det de vil?
Udkommer den 3/4 hos HarperCollins Nordic
De dødes skib (Magnus Chase og de nordiske guder #3) - Rick Riordan
Tredje og afsluttende bind i serien om Magnus Chase. Magnus er søn af Frej; sommerens, frugtbarhedens og sundhedens gud, så han er ikke ligefrem krigerisk anlagt. Derfor er det godt at kunne læne sig op ad sine trofaste venner, der bl.a. tæller valkyrier og dværge, for Magnus er måske ikke født med et sværd i hånden, men han har en evne til at rode sig ud i de værst tænkelige situationer! Denne gang er Magnus og hans venner nødt til at sejle til det fjerneste hjørne af Jotunheim og Niflheim i jagten på Asgårds største trussel. Vil de lykkes med deres mission, eller vil de blive opslugt af Ragnarok?
Udkommer den 10/4 hos Carlsen
Tearlings skæbne (The Queen of Tearling #3) - Erika Johansen
Sidste og afsluttende bog i trilogien om dronningen af Tearling.
Kelsea Glynn har forvandlet sig fra kejtet teenager til en magtfuld dronning og visionær leder. Men i sin kamp for at sætte en stopper for korruption og genindføre retfærdighed i kongeriget Tearling har hun fået mange fjender. Den stærkeste af dem er den onde og frygtede Røde Dronning, der nu holder Kelsea og hendes magiske safirer indespærret på sit slot i Mortmesne. Men Tearling har brug for sin dronning, og Mace, lederen af Kelseas personlige garde, helmer ikke før han og hans mænd har reddet deres dronning fra sit fængsel. Nu vil dronning Kelseas og Tearlings skæbne blive afsløret …
Når ingen hører dig skrige af Stephanie Perkins
Det er næsten et år siden, at Makani Young flyttede ind hos sin bedstemor langt ude på landet i Nebraska, og hun er stadig ved at finde sig til rette med sit nye liv. Og hun er stadig jaget af sin fortid i Hawaii. En efter en bliver hendes medstuderende på byens lille high school myrdet i en række brutale drab, og imens politiet jagter morderen, breder uhyggen og usikkerheden sig, og Makani bliver tvunget til at forholde sig til sine egne mørke hemmeligheder.
Udkommer hos CarlsenPuls den 19/4
Leah på offbeatet af Becky Albertalli
En selvstændig fortsættelse til Simon vs. verdens forventninger, som er filmatiseret under titlen Love, Simon. Som trommeslager i et band har Leah intet problem med at finde takten - men det er ikke helt så let i det virkelige liv. Hun elsker at tegne, men tør ikke vise sine tegninger til nogen. Og selvom hendes mor ved, at hun er biseksuel, har Leah endnu ikke fortalt det til sine venner - ikke engang til sin bedste ven Simon, som er homoseksuel. Afslutningen på high school nærmer sig, der er spændinger og uro blandt vennerne, og det går efterhånden op for Leah, at hun måske er ved at forelske sig i en af dem. En bog om den første store forelskelse, om at acceptere sin seksualitet og om angsten for at skulle stå på egne ben.
Udkommer hos CarlsenPuls den 24/4.
Children of blood and bone: Ildstenen - Tomi Adeyemi
Zélie kan huske, da Orïsha var et land fuld af magi. Man kunne fornemme magien i hvert eneste træ, i hver en flamme og på hver eneste vej. Sådan er det ikke længere. Den hensynsløse konge har udslettet både magien og de mennesker, der beherskede den.
Som barn så Zélie på, mens kongens vagter hængte hendes mor i et træ uden for hendes hjem, og nu er der ikke mange af magiens folk tilbage i Orïsha. Men Zélie har én chance for at kæmpe for at gøre Orïsha til et magisk land igen. Prinsesse Amari er flygtet, og sammen med hende beslutter Zélie at gøre et forsøg på at vinde over den skumle kronprins, som er fast besluttet på at holde magien nede og udrydde den helt. Zélie bliver stillet over for store vanskeligheder. Hun skal lære at styre sine egne kræfter – og hvad føler hun egentlig for sin fjende?
Udkommer den 26/4 hos Politikens Forlag
Jeg glæder mig virkelig til "Children of Blood and Bone" - den lyder simpelthen så interessant!
SvarSletDen er jeg virkelig også spændt på! Den lyder til at være noget helt helt andet :)
Slet