It's raining men af Milly Johnson

[ Bogen er købt online. ]


Milly Johnson skuffer aldrig. Modige ord, men som du også kan se på billedet ovenfor har jeg investeret i stort set samtlige bøger, jeg kunne finde af hende (størstedelen, hvis ikke alle, er købt brugt online). Hun ligger meget højt på listen over dygtige forfattere, der skriver nogle lækre bøger, der fanger mig fra første side. Der er kaos og knuste hjerter, der er en rørende historie, og det slutter altid godt - men ikke nødvendigvis som man lige havde forestillet sig. Jeg er, kort sagt, vild med det!

I bogen It's raining men følger vi de tre karrierekvinder og veninder May, Lara og Clara, der trods de arbejder inden for samme firma, men i vidt forskellige afdelinger, sjældent har tid til at se hinanden. De har drøvntravlt med deres respektive arbejde og på hjemmefronten er der også masser at se til. Der er en kæreste, der har så travlt med sit arbejde, han har glemt at prioritere kvinden, der sidder overfor ham. Der er ham, der bruger hende som barnepige for sine møgunger. Og så er der ham, der har løjet om alt.

Tre knuste hjerter rejser sammen af sted mod, hvad de tror er en to uger i en luksusspahytte - men hvad de ikke ved er, at noget gik helt galt med reservationen, og de får sig i stedet en noget mere snusket hytte i hvad må beskrives som Englands mest ugæstfri landsby ved havet. Alt er håbløst. Men er det nu alligevel det? Venskab og positiv indstilling redder dagen, og landsbyen skal vise sig at komme til at betyde noget helt helt særligt for de tre.

Bogen tog mig med storm, selvom den har nogle lidt for flyvske og endda overnaturlige elementer. Jeg kunne nok godt have undværet hele sidehistorien med den luskede sekretær og den gamle kvinde og havet, men det trækker i sidste ende ikke ned på den helt fantastiske og opslugende læseoplevelse.


IT'S RAINING MEN
af Milly Johnson
ISBN13: 9781471114618
466 sider / Udgivet i 2013

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2018

Kommentarer

Lån løs på eReolen