Min mormor hilser og siger undskyld af Fredrik Backman
Elsa er syv år gammel og ikke helt almindelig. Hun er virkelig virkelig klog og har kun én ven, og det er mormor på syvoghalvfjerds, som skyder med paintball-gevær efter ubudne gæster og kører bil uden kørekort. Men når ens mor og far bliver skilt, og hverdagen byder på mobning i skolegården, er det godt at have en mormor, man kan sidde sammen med, og som kan fortælle eventyr som ingen anden. Indtil hun bliver syg.
Da mormor bliver syg, giver hun Elsa en stak breve med undskyldninger til naboerne. Brevene sender Elsa ud på et lokalt eventyr i opgangen beboet af fanatiske kaffedrikkere, militante boligejere, drukkenbolte, kamphunde og dumme kællinger. Men de bliver også begyndelsen på en historie om at miste en, man elsker, selvom man kun er et barn, og om bid for bid at komme under huden på den, man elsker.
Da mormor bliver syg, giver hun Elsa en stak breve med undskyldninger til naboerne. Brevene sender Elsa ud på et lokalt eventyr i opgangen beboet af fanatiske kaffedrikkere, militante boligejere, drukkenbolte, kamphunde og dumme kællinger. Men de bliver også begyndelsen på en historie om at miste en, man elsker, selvom man kun er et barn, og om bid for bid at komme under huden på den, man elsker.
Min mormor hilser og siger undskyld er af samme stil som Backman's to foregående, men alligevel helt sin egen og helt perfekt.
Jeg var aldrig et øjeblik i tvivl om at jeg skulle læse bog 3 af Backman. Jeg elsker En mand der hedder Ove, og Britt-Marie var her er også noget helt særligt. Alligevel blev jeg da en lille smule ængstelig, da det endelig rigtigt gik op for mig, da jeg gik i gang med læsningen, at hovedpersonen i denne bog ikke er en gammel spøjs person - men en 7-årig pige. Ganske vist er hun anderledes end så mange andre, men alligevel - kunne et barn bære rollen som hovedperson i en roman for voksne?
Svaret er ja. Det kan et barn godt. I hvert fald når det barn og dets historie er udtænkt og skrevet så mesterligt, varmt, rørende og humoristisk som Backman formår. Historien er kompleks og inddrager samtlige beboere i en opgang og en tosset mormors eventyr i en større helhed, der gav mig en klump i halsen undervejs, men også fik mig til at klukke af grin. Sproget er ukompliceret og absolut ikke stuerent, men historien er kompleks og så alligevel total ligetil. Vi får desuden et herligt gensyn med Britt-Marie, og introduceres til utallige andre, der alle hver især hiver i ens hjertetråde - både med sørgelige og glædelige historier.
Min mormor hilser og siger undskyld er så rar og fin en læseoplevelse, at jeg giver den samtlige stjerner, jeg kan. Den er så eventyrlig og fuld af varme, og jeg sad bare og smilede, da jeg havde læst sidste side.
Kommentarer
Send en kommentar