Noras Ark af Anders Johansen

Der flyder et bræt ved siden af truget. Jeg fisker det op, sætter den anden ende mod taget og støder fra. Måske kan det også bruges som åre? Ja, det kan det. Vi sejler! En falmet plysløve, en blind kat, en énvinget gås og så mig – Nora Strygebræt, nu med to fine små buler. En sølle Noahs ark! En vaskeægte Noras ark!
Krigen har stjålet Noras far, slået hendes mor ihjel og tvunget hende til at søge tilflugt hos sin hadefulde morfar, der er præst på en lille vadehavsø. Dér bor hun nu, fjorten år gammel og fortvivlende ensom trods sine dyr og veninden Viona. Men krigen kommer nærmere og nærmere, og samtidig forfalder øens dige – dens eneste værn mod havet.

Noras Ark er en fin ny ungdomsbog, der skildrer hvad krig gør ved mennesker, samtidig med at vi følger en ung piges rejse mod at blive kvinde.
Det var en fornøjelse at følge Nora på vadehavsøen hos sin frygtelige morfar, og opleve krigen og øens beboere gennem hendes øjne. Bogen fangede mig lynhurtigt og var dejlig letlæst og vældig interessant. Udover at Nora er meget nem at holde af og forstå, så syntes jeg selve krigs-aspektet var rigtig godt - vi får nemlig aldrig det mindste hint, der knytter bogens fiktion til virkelighedens verden. Navnene kunne stamme fra hele Europa og tidsperioden er noget a la 20-30 år tilbage i tiden. Dette er ikke en Anden Verdenskrigs-bog. Dette er en fiktiv historie om en verden i krig, der var akkurat lige så håbløs og dum som alle andre krige. Det er om et lands folk, der bliver manipuleret af propaganda, og med tiden indser, at krigen trækker ud og kun bringer død og ulykke med sig.

Som sagt er bogen virkelig god, men jeg forstår ikke slutningen. Er det en metafor? En drøm? Virkelighed? Det ærgrer mig at sidde med en tom uforstående følelse efter så god en læseoplevelse hele bogen igennem. Det er også derfor, jeg ender på de 3 stjerner, og ikke de 4, jeg langt hellere havde givet den. Med det sagt er det nu en bog jeg vil anbefale unge at læse, fordi jeg syntes, den giver så god en indsigt i hvordan krig måske opleves for den menige befolkning, og så er resten af bogen altså bare rigtig god!

NORAS ARK
af Anders Johansen
ISBN13: 9788771464221
180 sider / Udgivet den 20. august 2015

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget

Review by Iben Jakobsen, BoB, 2015

Kommentarer

Lån løs på eReolen