Sådan opfinder man en pige af Caitlin Moran
Året er 1990. Johanna Morrigan er 14 år og har dummet sig offentligt i en sådan grad, at der må ske noget drastisk. Altså genopfinder hun sig selv som Dolly Wilde: sortklædt femme fatale med gothlook og et vildt sexliv. Hun vil være forfatter og redde sin fattige bohemefamilie. Akkurat som Brontë-søstrene, bare uden dét med at dø ung. Som 16-årig arbejder hun som nådesløs anmelder for et musikmagasin, sover sin brandert ud i rockstjerners badekar og har al mulig sex med alle mulige mænd. Men hvad sker der, når Johanna opdager, at hun har skabt Dolly med en fatal brist? Hvad skal der egentlig til for at opfinde en pige?
Sådan opfinder man en pige er hysterisk sjov og så frygtelig tragisk. Unge Johanna aner ikke hvad fanden hun har gang i og improviserer sig gennem sine unge år og baserer sine løsninger og holdninger på hvad kulturen omkring hende, fortæller hende er det rette at gøre. Hun presser sig selv ud i situationer, hun måske egentlig ikke har det vildt godt i, men overbeviser sig selv om at hun har det for fedt. Det er en coming-off age fortælling, men den er ret så anderledes med sin fandenivoldskhed. Johanna har ikke alle svarene, men hun er så absolut på vej til at lære sig selv bedre at kende.
Jeg har aldrig læst noget af Moran før, men hun skriver virkelig godt, og bogen er desuden et sociologisk og kulturelt portræt af den engelske underklasse i en mineby under Thatcher's regering (rent guf for mig). Jeg har klukket, hvis ikke direkte skreget af grin, og jeg har krummet tæer og ønsket mig/Johanna langt langt væk. Bogen er ikke for det yngre publikum, da tonen er rå, og jeg tror, den er sjovest for en voksen at læse og på sin vis se sin egen akavede opvækst i Johannas fejltagelser. Jeg er ikke helt overbevist om, at en der endnu er under 18 vil kunne få det hele med.
Alt i alt, en virkelig god bog, som jeg varmt anbefaler :)
SÅDAN OPFINDER MAN EN PIGE af Caitlin Moran ISBN13: 391 sider / Udgivet i 2015 Original titel: How to build a girl [2014] |
Du har så ret i at man nok selv skal have oplevet den alder for at kunne se det sjove i mange af tingene.
SvarSletFor nogle af scenerne er så vanvittige at en teenager ikke ville kunne se igennem det som vi nok kan, og hold nu op nogle af dem efterlod også mig flad af grin!