Måske en dag af Colleen Hoover

Da den musikstuderende Sydney flytter ind på et værelse hos den flotte guitarist Ridge, er det sidste, hun forventer, at blive forelsket. Hun er stadig mærket efter bruddet med sin eks, og desuden har Ridge allerede en kæreste.
Sydney og Ridge bliver dog hurtigt venner, og snart begynder de at skrive sange sammen. Ridge komponerer musikken, Sydney skriver teksterne, og det varer ikke længe, før de må kæmpe for at holde de spirende følelser tilbage, som vokser i dem imod alle odds ...

Da Sydney opdager hendes kæreste knalder hendes roommate, pakker hun sine tasker og skrider - lige ud i regnen, hvor håbløsheden truer med at opsluge hende. Heldigvis bliver hun reddet af et nyt bekendtskab - guitaristen Ridge, der har bemærket Sydney synge med, når han spiller på sin terrasse. Ridge har skriveblokering og desperat brug for hjælp og inspiration til at skrive sangtekster. Hurra for win-win.

Hvad Sydney - eller jeg - ikke lige havde forventet, er at Ridge er døv. Hvordan en døv mand kan skrive/spille musik, der ikke lyder forfærdeligt har jeg ikke anelse om - men jeg er også så hamrende umusikalsk, at jeg ikke vil kunne skabe en melodi, om det så galt mit liv. Let's just roll with it.

Jeg synes, der er en rigtig dejlig humor i bogen her. Jeg har grinet meget, mens jeg læste den, og jeg har virkelig nydt historien. Hoover formår at skildre, hvordan utroskab som alt andet i livet ikke er sort/hvidt. Det, Hunter og Tory gør, er svinsk og forkert. Det, der udvikler sig mellem Sydney og Ridge, er selvfølgelig ikke optimalt - men det, at de netop anerkender, det er forkert og forsøger at stoppe det - jeg køber det. Det kan selvfølgelig argumenteres at være dobbeltmoralsk på højt plan, men der tror jeg, den individuelle læsers liv og erfaringer vil spille meget ind på, hvordan man reagerer på den del af bogen.

Hoover skriver rigtig godt - lige indtil hun nærmer sig slutningen. Det gik så godt, og så tog det - for mig - et gevaldigt knæk. Jeg er simpelthen ikke tilfreds med den måde, hun skildrer den måde, det hele forløses på. Jeg tror, at det, der driller mig, er at hun bruger så lang tid på at skildre, hvordan de kæmper med deres følelser - og så kort tid på hvordan det hele løser sig. Jeg havde nok håbet på, at bogens titel ville have større betydning.

Alt i alt, en ganske dejlig bog, der var meget underholdende. Jeg var jo ikke, som i måske husker, så kæmpestor fan af den første Hoover bog, jeg læste (Forbandede kærlighed), men denne her har givet mig fornyet lyst til at læse mere af hende... der kommer hele to nye her i 2017: Det ender med os sidst i maj og 9. November i november :)


MÅSKE EN DAG
Maybe #1
af Colleen Hoover
ISBN13: 9788711524015
472 sider / Udgivet den 23. september 2016

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

Kommentarer

Lån løs på eReolen