Outlander: Guldsmed i Rav af Diana Gabaldon
Efter den succes som var bog 1, så havde jeg tårnhøje forventninger til Guldsmed i rav - de blev også til dels indfriet, men først skulle jeg kæmpe mig igennem den første halvdel af bogen.
Vi starter (meget forvirrende) i 1968 - Claire er vendt retur til nutiden, Tyve år er gået, og hun har taget sin voksne datter(!) med tilbage til Skotland fra USA. Jeg var et stort spørgsmålstegn. Sidst jeg så Claire lå hun i Jamies arme i 1745 eller deromkring. Slog sågar op på sidste side i bog 1 for at dobbelttjekke, jeg ikke havde overset et kapitel eller 7. Men lige så langsomt får vi forklaringen, og jeg kan afsløre - efter ca 100 sider vender vi atter tilbage til 1700-tallet og dejlige Jamie.
Men her starter så den bid af bogen, der nær havde kvalt mig. Frankrig. Efter de voldsomme begivenheder i Den Engelske Kvinde, flygter de over havet til Frankrig, og her spankulerer de så omkring i en evighed i fint tøj, fint selskab og hold nu kæft ... Det blev bare for kedeligt. Der blev snakket og snakket og snakket og så godt som intet skete. Guldsmed i Rav er med sine 936 sider en ordentlig moppedreng, og en god del af disse mange sider kan bebrejdes det franske liv.
Tak gudskelov kan intrigerne omkring det franske hof og den landsforviste Charles Edward Stuart, der drømmer om at generobre den skotske trone ikke vare ved, og de vender tilbage til hvor de hører til. Skotland. Claire kender fremtiden for Skotland med borgerkrig, tabte slag og frygtelig tab, men ikke de nøjere detaljer og derfor er det et sandt minefelt, hun og Jamie befinder sig i, og det udvikler sig snart til en desperat kamp for at overleve.
Alt i alt har denne toer været lidt af en rutschebane at læse. På den ene side ELSKER jeg hele konceptet, jeg elsker Jamie, Skotland og Claire. På den anden side føler jeg forfatteren næsten elsker det hele lidt for meget, for hun væver rundt og presser citronen til absolut sidste dråbe. Og hvor Jamie og Claire som nævnt i første anmeldelse gik til den som kaniner på speed i første bog, er det noget mere mådeholdent i denne - til gengæld tror jeg en del rødstrømper og kvindeforkæmpere vil vende sig i graven over visse sætninger og sider. Ganske vist er Claire en kvinde fra 40'erne fanget i midten af 1700-tallet, men ligefrem at bede sin mand slå sig, så han kan få afløb, og de kan stå lige? Ej.
Nå men alt i alt - stadig en rigtig god bog. Skrivestilen holder, fantasien er fantastisk og de gode dele gør op for de mindre gode. Jeg har hørt rygter om, at Gabaldon har tendens til endnu mere køren i ring i de kommende bøger, men det finder jeg ud af, når den tid kommer. Er på ingen måde i nærheden af at være færdig med Claire og Jamie -- specielt ikke med den cliffhanger af en slutning!!
Dette er den bog i serien jeg genlæser sjældenst... og når jeg gør, læser jeg kun det i "nutiden".
SvarSletMen glæd dig til bog 3! Næst efter bog 1 er det min yndling.
Åh det er jeg glad for at høre :) Den vil jeg glæde mig ekstra meget til!
SletStarter denne bog ikke meget anerledes i forhold til serien? I serien har hun da ikke sit voksne barn med, og Frank er i live? Hvis du altså har set serien. Hmm
SvarSlet