When breath becomes air af Paul Kalanithi
When breath becomes air (dansk titel: Før jeg forsvinder) er en bog skrevet af en døende mand. 36 år gammel og næsten færdig med et årtis træning og uddannelse som neurokirurg diagnosticeres Paul Kalanithi med kræft i lungerne. Slem kræft. Håbløs kræft. Den ene dag er han læge og den, der tager hånd om de døende - den næste er han selv en patient, der kæmper for sit liv.
Bogen her skildrer Kalanithis liv fra en ung lægestuderende, der leder efter det meningsfulde liv til neurokirurgen, der arbejder i menneskehedens absolutte centrale kerne - hjernen - og endelig som overgangen til at være patient, og endda, nybagt far.
Bogen er skrevet af Kalanithi selv, der udover sin medicinske viden også har dybe rødder i litteraturen - han overvejede sågar oprindeligt slet ikke at blive læge, men forfatter. Han skriver med stor eftertanke og hans ord fører læseren rundt i hans overvejelser om livet - og det at leve livet. Hvordan man takler en dødsdom, når man ikke aner hvor længe man har tilbage. Hvordan man må huske at nyde de dage, man har, fremfor at frygte den uvisse fremtid.
When breath becomes air her sætter ord på vores dødelighed og vores tilgang til livet, og kan læses af alle - men jeg er ikke i tvivl om, at det også er ekstra interessant for læger (og andet sundhedspersonale) at læse den, da Kalanithi også sætter ord på, hvordan det er pludselig at være patient. Hvordan det er de små ting, der kan have enorm betydning - fx at lægen lige tager sig tid til at se patienten i øjnene og ser ham.
Det er alt sammen ganske rørende og giver stof til refleksion, men det var i sidste ende ikke en bog, der wow'ede mig. Jeg har det lidt mærkeligt med at kritisere en død mands memoirs, men jeg tror, det der lidt hægtede mig af, var hans ... finkulturelle tilgang til nogle beskrivelser og overvejelser. Der bliver nævnt en del russiske forfattere i flæng (og ikke bare lige de gængse) samt henvisninger til gamle medicinske tekster. Måske man bedre fanger disse, hvis man selv læser teksten, fremfor at høre det som lydbog. Jeg kunne i hvert fald bare mærke, jeg nogle gange lige blev koplet af.
Men alt i alt en spændende bog, der absolut at værd at læse.
WHEN BREATH BECOMES AIR af Paul Kalanithi Oplæst af Sunil Malhotra og Cassandra Campbell ISBN13: 9781473546523 Lydbog, 5t 35m / Udgivet i 2016 |
Kommentarer
Send en kommentar