Ting, min søn skal vide om verden af Fredrik Backman

"Jeg vil godt sige undskyld. For alt det, jeg kommer til at gøre i de næste sådan cirka atten år. For alt det, jeg går glip af og alt det, jeg ikke forstår.”

Ting, min søn skal vide om verden er en fars forsøg på at forberede sin søn på den verden, der venter. En bog med fabelagtig snak og rørende råd om hverdagens ulidelighed og livets højdepunkter. Om Ikea, mand(l)ighed, bilnøgler, fodbold, mødre, kvinder, kærester og plastikgiraffer. Og mest af alt om at forsøge at være en god far!

Ting, min søn skal vide om verden er en kort men god bog, der virkelig kan sætte lattermusklerne på arbejde. Jeg har selv klukket af grin, mens jeg læste lyttede.

Man skal ikke lade sig snyde af forsiden, der på en prik ligner forsiderne på Backmans andre romaner - for dette er ikke en fiktiv roman om en gammel guppe - dette er Backmans egne oplevelser som nybagt far. Han indrømmer med hudløs ærlighed, at han ikke altid har en jordisk anelse, om hvad helvede han laver, og han absolut sjældent har styr på hverken det hele eller det halve - men han elsker sin søn, og han vil så gerne være en god far.

Backman har i enkelte passager tendens til at væve lidt, men bogens længde gør at det aldrig bliver slemt, og man er hurtigt videre til et nyt finurligt kapitel.

Så er man fan af Backmans stil kan denne varmt anbefales. Det er en bog, der kan læses hvad enten man selv er far, mor, bedsteforælder -- eller barn. Backman rammer simpelthen bare rigtigt, og det er næsten umuligt ikke at genkende lidt af sin egen opvækst eller forsøg på at opdrage egen yngel, mens man læser.


TING, MIN SØN SKAL VIDE OM VERDEN
af Fredrik Backman
Oplæser: Torben Sekov
ISBN13: 9788771804515
Lydbog, 3t 26m / Udgivet den 1. november 2016
Original titel: Saker min son behöver veta om världen [2012]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

Kommentarer

  1. Fedt, tror jeg vil tvinge Kæresten til at læse/lytte den så han kan forberede sig lidt på forældre-rollen :D

    SvarSlet

Send en kommentar

Lån løs på eReolen